Godspeed You! Black Emperor i Den Grå Hal
Jeg husker tydeligt første gang, at jeg lyttede til Godspeed You! Black Emperor. Det var dengang, hvor Sigur Rós udgav deres indie-hit plade, ‘Ágætis byrjun’. Da jeg tog ned i min lokale GUF forhandler for at købe cd’en, blev jeg af ekspedienten foreslået i stedet at lytte til ‘Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven’. Jeg købte begge plader. Sigur Rós pladen har taget sig en flyvetur ud i glemslen, mens papcoveret til ‘Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven’ er glat og glinsende af mine mange berøringer. Godspeed You! Black Emperors lyd er ikke blot smuk, men også urovækkende. Og pladernes manglende vokal gør, at musikken er åben for, at jeg kan putte egne følelser deri. Numrenes længde på ofte over 20 minutter gør, at når jeg stiger på, tager jeg hele turen.
Lokaliteten gør en forskel
Det er 15 år siden jeg første gang lyttede til ‘Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven’, som jeg stadigt anser for Godspeed You! Black Emperor’s bedste. Men det var første gang, at jeg i mandags skulle høre dem live. Jeg var naturligvis spændt af forventning over mødet. Det samme var jeg over, at jeg for første gang skulle besøge den mytologiske, Grå Hal, på Christiania. Da jeg kom ind i den store, gamle ridehal, kunne jeg stadig mærke efterårskulden udefra. Uden opvarmning af hallen varmede vi publikummer bogstaveligt talt hinanden op, mens vi stod der som radiatorer på de hårde SF-sten. Det var et vilkår, som på ingen måde generede mig. For “det her er indbegrebet af alt det bedste ved Christiania? tænkte jeg, mens jeg stod med en lækker Hancock-fadøl i hånden i stedet for den alle-spillesteds-nærværende grønne Tuborg.
Én efter én
Kl. 21.30 blev musikken fra anlægget erstattet med en kraftig, brummende lyd som fra et gammelt køleskab. På den høje scene, for enden af salen, var der gjort plads til otte musikere herunder to trommeslagere. Stolene og musikernes pladser vendte ikke direkte ud mod os, men mod scenens midte, hvor der lå forstærkere og effektpedaler.De første, der kom ind på scenen, var violinisten og cellisten. De lagde ud med at spille de første strofer i nummeret ?Storm?. Resten af bandet kom så ind én efter én. Satte sig ved deres pladser uden at lade sig bemærke synderligt af os, som befandt sig på gulvet. De emmende heller ikke af starquality, men var, hvad man kunne kalde, beskedent klædt.
Celluloid
Således viste Godspeed You! Black Emperor, at det var musikken, som vi skulle fokusere på. Oplevelsen, ved at kigge mod scenen, blev imidlertid beriget af det store lærred bag ved orkesteret. I den anden ende af salen stod en filmoperatør med fire 16 ml. smalfilms fremvisere. Filmene hang i, hvad der for mig fremkom som, uorden. Men filmoperatøren havde styr på sin celluloid, og det fungerede fantastisk! Han vidste præcist, hvornår bandet skiftede tempo, således at filmene kunne følge musikkens skift.
Omkring bålet
Som flere af bandmedlemmerne kom ind på scenen, blev lyden stadig højere. Fra start til slut var det hele, netop som det skulle være. Vi fandt roen i de langsomme passager og nikkede sammenbidt, når lydmuren blev støjende tæt. Men der var ikke noget lukket over musikerne, når de for alvor gav los. De spillede i stedet koncentreret, som var de et klassisk orkester.
Forstærkerne og effektpedalerne på scenens midte var som et bål, musikerne gik tæt på, når det var deres tur for, som at kaste brænde på det. Og når de havde en pause; at stirre ind i det, som kunne de her finde ro og mærke ildens varme. Der var en smuk symbiose mellem musikerne og musikken.
Forløste forventninger
Koncerten varede to timer. Og mens jeg stod der, var det som at opleve Den Grå Hal smelte, for så igen at finde sin form. Blive revet ned for så igen at blive bygget op. Eroderet for så som et piletræ at vokse sig sammen om os. Det var en følelsesmæssig rutsjetur, hvor jeg glemte stivheden, ved at stå på de hårde sten, og min snue, som ikke ville forsvinde, i den stadig kolde sal. Godspeed You! Black Emperor lød som sig selv, og det takker jeg dem for, da ingen lyder som dem. Således blev 15 års forventninger til fulde forløst i en ramme, jeg ikke kunne have ønsket mig bedre.