Hærvejen. Et reality check på Danmark

Blev du aldrig bange på turen? Nej, jeg var aldrig bange på Hærvejen, selvom jeg var et nemt offer. Jeg lå blottet i shelters. Jeg havde ingen lås på teltet, og alle bevæbnet med en skarp kniv kunne skære det op. Nyhederne deler rigeligt ud af skræmmende oplevelser. At gå på Hærvejen er et reality check på Danmark. Vi bor i et land fyldt med venlige mennesker.

På fjerdedagen havde jeg besluttet mig at gå 30 km. Vejrudsigten sagde mindre regn, men det blev en dag med masser af regn og hårde veje – hvilket trætte fødder ikke er glade for. Heldigvis gav bøgeskovens gamle træer lidt læ for regnen. Vejen (byen altså) nåede jeg ikke frem til, men måtte stoppe lidt inden ved Vejen Fodboldgolf.

Vejen fodboldgolf

Vejen fodboldgolf. Det lyder nok lidt kedeligt og u-naturligt, men jeg var så træt, at kroppen ikke magtede mere. Det kostede 25 kr. at overnatte i det nye shelter. Udsigten til den ene side var køer. Livet er simpelt for en ko: Spise, skide (ofte samtidigt), gå lidt rundt i midlertidig kådhed og så sove. Jeg vil ikke sige at køer inspirerer mig, men de er yderst beroligende selskab.

Urolig var imidlertid udsigten til den anden side. Der skulle afholdes konfirmation, og mellem regnbygerne kom børn, voksne og familier forbi for at se, hvem ham der manden i shelteret var? Jeg indså hurtigt, at jeg ikke ville falde tidligt i søvn – til gengæld blev gratis mad inkluderet. Ved nitiden kom konfirmanden og hans venner hen for at spørge mig, om jeg var sulten? Der var nemlig en masse mad til overs for buffeten. Selvom jeg allerede havde spist aftensmad forsvandt den store portion mad hurtigt.

Pandekager til morgenmad

Næste morgen vågnede jeg op godt groggy kl. 6. Musikken havde spillet til et godt stykke over midnat og regnen silede ned. Da jeg kravlede ud af soveposen, så jeg til min overraskelse, at der var en gæst i nabo shelteret. Det var gårsdagens nøgleholder. Jeg gav to kopper morgenkaffe, og hun delte ud af gårsdagens pandekager.

Og så sad vi der i “mit” shelter, i hver vores sovepose, mens regnen fortsatte. Hun bor på Nørrebro, et par kilometer fra hvor jeg bor, og går tur hver dag i Nørrebroparken. Vi ville nok aldrig være falde i snak her, men ingen af os havde travlt, og noget vi skulle hjem til. Den slags møder fordrer nærvær, og samtalerne blev hurtigt dybe, uden at vi blev forlegne.

Over Vejen og hen til Bække

Hun blev hentet, og jeg skulle videre. Opstemt over at hvad der lød som en kedelig overnatning var blevet til endnu en god oplevelse, samt forsynet med en pose pandekager, travede jeg ind i Vejen. Bynavnet giver mening, for hovedgaden er en lang vej med to-etagers huse. Beklager, hvis jeg fornærmer en af mine læsere, men det er en af de kedeligst danske byer jeg har besøgt.

Kedelig og hård var dagens tur. Masser af asfalt og uden spændende steder af besøge. Der var dog en omvej omkring en nedlagt minkfarm og en svinestald. Så fik jeg også lidt natur. Øm i fødder og knæ ankom jeg til Bække “Danmarks bedste flække”, som der står skrevet på byskiltet. Der var i hvert fald en Brugs og et Hærvejsmuseum, men jeg skulle videre.

Efter en kilometer eller to begyndte det igen at regne kraftigt. Jeg var lige kommet forbi Vikingskibssætningen, da jeg til min glæde så to shelters. Regnen blev ved, da jeg havde fundet ly, og der var langt til næste shelter, så jeg måtte kapitulere og gøre mig det komfortabelt. Endnu en dag, hvor jeg ikke var nået så langt, som jeg havde planlagt.

Bække en dejlig flække

Efter nogle timer, da regnen var holdt op, fik jeg besøg af et ægtepar, der fortalte om stedet og om hvordan at fire vandreruter krydser Bække bla. Kyst til Kyst Stien. Jeg blev også klogere på, hvorfor at dagens rute gik på asfalt og om, hvordan de planlægger nye stier, men det er en udfordring, da stierne skal gå gennem og langs bøndernes marker. Parret tog afsked med at fortælle mig, at en af de af andre frivillige, fra det selvdrevne Hærvejsmuseum, sikkert ville komme forbi.

Sandelig, et par timer efter, hvor et hold piger, der gik Kyst til Kyst Stien, havde slået lejr i det andet shelter, fik jeg besøg. Jeg fik bl.a. at vide, hvor der var toiletter, og at jeg kunne få et gratis bad i Hærvejsmuseet inde i Bække. Jeg var velkommen til at låne nøglen i Brugsen, hvis døren var låst. Havde jeg tjekket ind på et 4 stjernet hotel, ville jeg ikke have forventet en sådan en service. Og alt sammen gjort frivilligt.

Vi bor i et land med venlige mennesker.

Første del: Hærvejen. Tre uger til fods
Anden del: Hærvejen med en omvej
Fjerde del: Hærvejen. Mærker af historien