Hærvejen. Tre uger til fods

Hærvejen. Navnet i sig selv emmer af historie og mytologi. På tysk har ruten det langt mindre dramatiske navn: Ochsenweg. Okser har der været mange af på Hærvejen, hvis rute de fleste steder er fuldstændigt anderledes end for tusind år siden.

Smag på ordet Hærvejen. Det danner billeder. Billeder jeg længe har drømt om blive vakt til live. Tre uger til fods, fra Padborg til Hirtshals, som jeg tænkte ikke kunne gøre andet end at forandre mig en smule; hvilket det gjorde. 

Husk det nu alt sammen

Et er at gøre sindet klar, noget andet alt det praktiske. Udstyret løber op i tusindevis af kroner. For der skal købes telt, tøj, sovepose, luftmadras, vandrestøvler, gasblus, gryde og pande, førstehjælp og meget andet. Det kan fås billigt, men har du været på vandretur blot få gange, erfarer du, at det er nødvendigt at kvaliteten er i top, vægten lav og prisen således høj. 

Og så er der maden, energien. Der kan købes tørfoder til 80 kr. pakken i Outdoor butikker, eller du kan, som jeg gjorde, finde en dehydrator (frugt- og svampetørrer) til 450 kr. Spaghetti med kødsovs, risotto og chili sin carne blev tilberedt om eftermiddagen, mens dehydratoren summede på 70 grader natten over. Halvdelen i rygsækken sammen med nøddemix og energibarer. Halvdelen pakket i en papkasse og sendt med posten til Viborg. 

Kampen med de første skridt

Du kan træne op til lange vandreture, men de første dage er altid hårde. Mine ben og min ryg skal vænnes til at bære mange kilo over lange dage. Min vilje kæmpede som en rytter med en genstridig hest. Det var hovedet, som bar kroppen den første uge. Da jeg kom til den tredje uge, var det omvendt. 

Jeg har endnu ikke lært – og det er måske også umuligt – at finde roen så snart at vandreturen starter. Tankerne flyver steder, hvor jeg ikke orker de skal flyve, hen og sværmer irriterende rundt. Frustreret kigger jeg på kortet og konstaterer, at jeg er gået en kilometer og ikke, som det føles, fem. Planer mislykkes. Jeg går forkert, genveje bliver til omveje, og jeg får lyst til at råbe af frustration. Men jeg må spare på kræfterne, og lære af mine fejl. 

Jorden er flak 

Det er ikke mig der staver “flad” forkert, men et citat fra komedien ‘Erasmus Montanus’ af vores alle sammens Ludvig Holberg. Stykket handler om den unge student Rasmus Berg der er taget til København for at studere. Efter nogle år vender han tilbage til sin fødeegn. Han forsøger bedrevidende overfor landsbybeboerne at argumentere for, at jorden er rund. Til sidst bliver Erasmus dog nødt til offentligt at sige, at jorden er flad som en pandekage. 

Måske Holberg havde Sønderjylland i tanke, da han skrev stykket. For Sønderjylland er flad, og til fod føles den virkelig flad. I guidebøger starter man på Hærvejen i Nord for at ende i Syd. Jeg havde lyst til, at se Vesterhavet som det sidste. Men at kunne se horisonten i det fjerne, sparer nok på kroppens ressourcer, men tærer på sindet. Ruten går at mange stier og grusveje, så du slipper for asfalten, men omvejene bliver nogle steder så store, at du går i en U form i stedet for ligeud. 

Vejret imod

Træt og udkørt var jeg den første dag – og våd. Jeg var slet ikke kommet så langt, som jeg havde håbet og befandt mig i en grantræs plantage med fri teltning. Regnen satte ekstra volumen på lyden fra motorvejen og kvalte skovens stille ro. Den dehydrerede pasta blev puttet i gryden og stillet ud i lysningen. En fordel var der! Jeg sparede på vandet ved at lade regnen fylde gryden op. Imens forsøgte jeg at rejse teltet uden at det blev for vådt. Rygsækken var fugtig og bukserne klæbede til benene. 

Jeg ville naturligvis ikke give op og slet ikke så tidligt, men turen smagte endnu ikke af noget.