Hallwylska Museet i Stockholm

En af de store oplevelser – og helt klart den mest uforudsete på min tur til Stockholm – var Hallwylska Museet.

Hallwylska Palæet er en forunderlig bygning, der bedst kan sammenlignes med Nationalmuseets Klunkehjem – men her er det en hel bygning og ikke blot en enkelt etage. Bygningen var i sin tid et teknologisk vidunder.

Læs også: I Klunkehjemmet er tiden gået stå.

Et for sin tid teknologisk vidunder

Hallwylska Palæet blev opført som bolig for grevparet Walther og Wilhelmina von Hallwyl i slutningen af 1800-tallet. Da palæet stod færdigt, var det en kulmination af moderne teknologi. Stikkontakter, telefon, centralvarme, rindende vand og endda en elevator var blandt de teknologiske nyheder, hvilket gør stedet til et imponerende eksempel på overklassens komfortable og moderne liv ved overgangen mellem 1800- og 1900-tallet. At kunne tage elevatoren til gymnastikrummet og have forbindelse til den store verden via telefon må have føltes utroligt moderne.

Wilhelmina von Hallwyl var en passioneret samler og havde en vision om at bevare sin tids kunst og kultur til eftertiden. Hun skabte derfor en enorm samling, der inkluderer alt fra våben og porcelæn til møbler og malerier. Efter hendes ønske blev bygningen og dens indhold omdannet til et museum og doneret til den svenske stat i 1920’erne. Derfor står palæet stort set intakt som dengang.

Indblik i livet omkring år 1900

Hallwylska Palæet er som et slot midt i byen – fyldt med våben, porcelæn, kunstværker og unikke detaljer. De mange detaljer vidner ikke blot om teknologisk fremskridt, men også om en tid, hvor der blev kælet for både komfort og æstetik. Men i modsætning til et traditionelt slot er det her hjems intime og personlige træk bevaret, hvilket skaber en helt særlig atmosfære. Jeg kom ufravigeligt til at tænke på den fiktive familie Crawley fra Downton Abbey og deres hus i London, Grantham House.

Læs også: ‎⁨Thielska Galleriet⁩.

Den meste af tiden brugte jeg i kunstsamlingen på øverste etage. Hallwylska Museet huser en betydelig samling af hollandske og flamske malerier, herunder ‘Bondebryllup’ af Pieter Brueghel (den yngre). De rige har altid haft deres egne kunstsamlinger, men at stå her midt i Stockholm, i det der for hundrede år siden var et hjem og lukket for omverden, gav mig en anden følelse end at besøge Carl Jacobsens Glyptotek.

En rejse tilbage til fremtiden

Jeg kan varmt anbefale dig at besøge Hallwylska Museet, hvis du er i Stockholm.

På museet købte jeg også bogen ‘Teknikens palats – Modernitet, komfort och tekniska innovationer redigeret’ af Annika Williams. Bogen, der koster 180 svenske kroner og indeholder 180 sider, giver en bredere oversigt over de teknologiske gennembrud og innovationer, der ændrede samfundet i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. En smuk bog og et fund til prisen!

Værd at vide

Hallwylska Museet
Hamngatan 4, 111 47 Stockholm, Sverige
Museet kan opleves året rundt, så tjek deres åbningstider på hjemmesiden.
hallwylskamuseet.se