Interview med Tambourhinoceros
Jeg har længe tænkt, at min forestilling om det at være pladeselskabsdirektør er temmelig forældet. Billederne, der kommer op på min indre skærm, er af magtfulde mænd, der kan bestemme helt over kunstnerne og som har kapitalen til at gøre, hvad de vil. Men så kom jo Napster og CD formatets død. Nu behøver jeg ikke længere at købe en CD til 150 kr., men kan lytte til så meget musik, som jeg lyster for 99 kr. om måneden. Det må da betyde noget. For at få opdateret min viden fik jeg interview i stand med, Kristoffer Rom, ejeren af et af Danmarks mest interessante pladeselskaber, Tambourhinoceros. Hvis du ikke kender navnet, kender du måske nogle af de kunstnere, som pladeselskabet har i stald bl.a. Rangleklods, The New Spring, 4 Guys From the Future, Treefight for sunlight, Thulebasen, Hôn og CTM. Alene turen gav mig svar på spørgsmålet om pladeselskabernes økonomiske situation. For i stedet for at besøge en dyr adresse i det centrale København, måtte jeg tage rejsen til Amagers industrikvarter. Adressen og de ydmyge lokaler gav mig dog slet ikke fornemmelsen af afvikling og mismod, men i stedet af vækst og gåpåmod. – Hvilket jeg tror, at du også vil opleve, når du læser interviewet. Først og fremmest, hvordan udtaler man egentlig navnet på pladeselskabet? Man siger tambourhin-noceros. Det lyder som navnet på en dinosaurusJa, man kan sige, at måden at knækken koden på er, at udtale tamburin og næsehorn på engelsk i et ord. Så plejer det at blive nemmere for folk.Hvordan kan det være, at I valgte det navn?Det kom sig ret tilfældigt af, at da vi oprettede pladeselskabet – vi havde egentlig startet arbejdet inden vi fandt et navn – arbejdede vi med Treefight For Sunlight. Bassisten, Christian, havde en mani med, at han på døren ind til sit værelset hængte Dymo udskrifter med kombinationer af musikinstrumenter og dyr. Og så midt på døren fandt vi ordet tambourhinoceros. Kan du fortælle lidt om, hvordan det hele tog sin begyndelse? Ja, vi startede selskabet i 2010. Dengang var det mig og min daværende band-mate i Oh No Ono, Aske Zidore. Vi havde gennem et par år gået og snakket om, at det kunne være sjovt at prøve at udgive os selv på et tidspunkt. Det ledte selvfølgelig hen til tanken om, også at udgive for andre. I 2010 var der en masse spændende projekter i vores omgangskreds, som ikke havde noget hjem, med medlemmer, der ikke havde lyst til at være hos de eksisterende pladeselskaber. Så var timing bare rigtig. Vi lagde ud med, da vi annoncerede, at vi fandtes, også at annoncere, at vi havde signet henholdsvis 4 Guys From the Future, Treefight For Sunlight, Thulebasen FCAN og Kirsten & Marie. Det var ikke sådan, at vi var et firma, der skulle ud og finde nogle bands. Musikerne, på nær Kirsten & Marie, var en del af dem, vi alligevel sås med. Det var et totalt tilfælde, at vi mødte de to. Vi spillede en koncert med Oh No Ono i Voxhall i Aarhus, og så var der nogle kids, der fandt os, da vi stod ude bagved og røg efter koncerten, og spurgte, om deres veninder ikke nok måtte komme over og spille en sang. Det er en af de der ting, hvor man siger “jo, det må de gerne”, og så forventer man noget, der ikke er af den højeste kvalitet. Men så var de to tvillinger fuldstændigt vilde i deres udtryk. Det blæste os ret meget bagover. Og så begyndte vi at udgive plader og fandt hurtigt ud af, at der var ret meget andet i det, end det begrænsede kendskab, vi havde til det at være et pladeselskab. Hvilket pladeselskab var Oh No Ono tidligere signet på?Vi var signet på det, der hed Morningside Records i Aarhus, der faktisk stoppede som pladeselskab samme år, som vi startede.
Der er bare nogle tekniske ting, man ikke kommer i nærheden af, med mindre man sidder med det selv.
Så I kunne få noget viden fra dem?Ja, en fyr, der hedder Jesper Brodersen, trak vi rigtig meget på i begyndelsen. Det samme gjorde vi med Playground Music, som vi fra starten af har brugt som distributør, og som vi kendte gennem Morningside Records. De har helt klart været meget gode til at lave noget damage control. Der er bare nogle tekniske ting, man ikke kommer i nærheden af, med mindre man sidder med det selv.Som hvad for eksempel?Det kan f.eks. være ISRC-koder, som er sangenes CPR-nummer. Hver sang i hele verden har en unik ISRC-kode, når den er udgivet. Fordi de har de her koder, kan systemer forstå, at det er den samme sang, som eksempelvis bliver spillet på en Islandsk radiostation, downloadet fra iTunes eller lyttet til på Spotify. Det er et nødvendigt værktøj for at opgøre hitlister og for, at pengestrømmene ryger de rigtige steder hen. Hver pladeselskab har en præfiks på ISRC-kode, og på den måde kan man se, hvem der har copyright.Så I sad altså to personer i starten. Og så havde I nogle venner, der havde brug for at få deres musik udgivet?Ja, fordeling var sådan, at Aske Zidore sad meget med det grafiske, og de konkrete produktioner ude i studiet, og jeg sad med alt det forretningsmæssige. 
Vi fik så en hjælpende hånd; Tue Kjerstein, som jeg driver selskabet med i dag. Tue er gode venner med Bastian Kallesøe (The New Spring), som han var ude og besøge i studiet, mens han indspillede sin debutplade. Og så faldt vi i snak med Tue og fandt ud af, at her var rent faktisk en mand med en uddannelse, der godt kunne tænke sig at arbejde i musikbranchen. Tue arbejdede i forvejen i et kommunikationsbureau, og det var helt klart et område, som gav mening for os at opprioritere. Så det er altså en blanding af et godt netværk og et personligt drive, der har gjort det?
kompetencemæssigt er vi nået op til et niveau, der kan battle de bedste selskaber i Danmark
Ja, det kan man sige, og det personlige drive er det, som har gjort, at vi kompetencemæssigt er nået op til et niveau, der kan battle de bedste selskaber i Danmark. Og det var vi ikke i nærheden af, da vi startede. Vi startede ud med en smule hype, fordi vi kom fra et band, og fordi vi havde lavet aftaler med nogle spændende artister, og fordi vi var gode til at brande de plader, som vi lavede. Men der stoppede det også, kan man sige. For alt det med at drive forretning, det havde vi overhovedet ikke styr på. Der er selvfølgelig også det grundlæggende, at vi bliver ved med at eksistere! Jeg tror dét er den største udfordring for alle i musikbranchen i dag. Når man ser rundt på, hvor få bands, der når til udgivelse nummer tre, eller hvor få selskaber, der eksisterer i mere end i ti år, eller bare fem år. Havde I nogen startkapital?Intet! Vi har ikke været ude og låne penge eller fået investorer ind. Det har kun været en indtægtskilde i halvandet år for Tue & jeg. Jeg startede med at gå fuld tid et halvt år før Tue. Og det er stadigvæk kun for to mennesker, selvom der er seks-syv mennesker, der arbejder for selskabet i større eller mindre omfang. Men det er godhjertede venner, vi skylder alt. Hvad går din arbejdsdag med som pladeselskabsdirektør, det må jeg vel gerne kalde dig? Det må du gerne, vi er to ansatte, to direktører. Typisk når jeg møder ind om morgenen, så tager Tue og jeg en sludder, hvor vi gennemgår hver artist og status på aktuelle kampagner. For så i fællesskab at se, om der er nogle elementer, der bliver overset og skal opprioriteres. Som at skaffe kunstnerne nok airplay?Det kan være en ting. Men også noget rent lavpraktisk som: Vi skal lige huske at skrive en mail til mastering-teknikeren, så vi ved, hvornår vi kan få et radioedit af den single. Alle de der små logistiske ting, der let kan ryge i svinget.Og så fordeler vi opgaverne imellem os, og går i gang med dagen. Jeg tror – og det hører jeg også fra vores partnere – at vi er meget strukturerede. Vi har et stort “ondt” opgave-system, hvor vi hele tiden kan følge med i de forskellige processer, vi har gang i. Det, der altid fylder meget er emails. Mig og Tue har – syntes vi selv – en meget underholdende konkurrence i, hvem der sender og modtager de fleste mails. Vi modtager ca. 3.000 mails hver måned, og sender ca. det halve. De 3.000 mails, hvor kommer de fra? Det er fra alle mulige steder: kunstnere, distributører og forskellige PR-firmaer, som vi hyrer ind rundt omkring i verden. Notifikation om ditten og datten. Som nu er der en eller anden fusker fra Japan, der prøver at claime rettighederne på Soundcloud til en af vores tracks. Og så går der sjældent en dag, hvor der ikke er et møde. Det kan være med artister, det kan være med et medie; sådan noget som vi to sidder og laver nu. Og det kan være med nuværende eller fremtidige samarbejdspartnere, hvor vi er ude og fortælle om, hvad der sker hos os de næste seks måneder.
Der er rigtig meget projektledelse i det at have et pladeselskab
Så er der hver dag dialog med de teams, der arbejder med vores aktuelle releases. Det vil sige vores distributører, og de PR-bureauer, vi bruger på de enkelte udgivelser, artisterne selv, managers og bookingagenter. På distributionsfronten arbejder vi med Playground i Danmark, med Kartel Music, som sidder i London, resten af verden. Der er rigtig meget projektledelse i det at have et pladeselskab. Hver 14. dag sender jeg en kampagneupdate ud til vores teams, på hver af de aktuelle plader vi har. Det kan være om nye shows, der er booket, nye højdepunkter, citater fra pressen, nye markedsføringsværktøjer, information om at om 14 dage går vi ud med en ny musikvideo, som de kan se og sprede til deres mediepartnere. Alt sådan noget halløj. Og på de updates er der altid mindst 30 personer i Bcc feltet.
Vi arbejder primært på et europæisk territorium. Vi har haft okay succes pressemæssigt med at lave gode ting i USA. Men vi er ikke kommet dertil, hvor vi for alvor kan investere i det. For det kræver rigtig meget kapital, til bl.a. visum og transport til artister, så de kan komme over og spille koncerter. Der er det grundlæggende vilkår for pladeselskaber; at det er meget svært at få en udgivelse til at blive en succes i et land, hvis ikke det pågældende band turnerer i det. Med undtagelsen af enkelte artister som Iceage, hvor det meget hurtigt viste sig, at der var en stor interesse hos Pitchfork og lignende sider. Så det gik hurtigt med at få sendt dem på en turne, der inden for få måneder resulterede i, at vi fik dem på et amerikansk selskab. Da det kun var den tredje plade vi udgav, kunne vi ikke på nogen måde forsvare over for artisten at tage sådan noget i vores egen hånd. Så vi hjalp dem med at få etableret en situation, hvor de kunne få andre til at hjælpe sig. Er det ligesom med fodboldspillere, at der er en transferpris, når en kunstner overgår til et andet pladeselskab? Det er det normalt, men dér var vi bare så grønne, at vi overhovedet ikke anede, at man gjorde sådan noget som at licensere sine rettigheder ud. Normalt så laver man en eller anden aftale. Det kan enten være et engangsbeløb eller en aftale om et procentbeløb af salget. Kan du fortælle lidt om forløbet, fra at man møder kunstneren til, at pladen udkommer? Når vi finder musik, er det som sagt typisk gennem det eksisterende netværk. Det kan eksempelvis være en af de eksisterende artister, der siger “I skal lige holde øje med ham derovre, han laver noget helt vildt spændende.” På et eller andet tidspunkt får vi noget musik at høre. Og så har vi det grundlæggende kriterium, at både Tue og jeg, med den rigtige mavefornemmelse, skal kunne kalde os fans. Dernæst kigger vi på, om vi med de forretningsmæssige briller kan rykke noget for denne her artist. Det vil sige skabe et momentum og en federe plade. Vi har ikke lyst til at arbejde med artister, hvor vi føler, at et andet pladeselskab vil være bedre for dem. Føler vi det, smider vi et kontraktudspil ud og går i gang med at snakke om det! Kontraktudspil er det fifty-fifty? Ja, grundlæggende så – kan jeg godt sige uden at afsløre forretningshemmeligheder – deler vi i porten med artisterne. Og så er der en masse ting, der er individuelle for artisterne. Men grundlæggende så går man i dialog omkring, hvilke vilkår giver det mening at arbejde med det her musik på.
Det vil altid være musikken, der afgør, hvad der skal til for at få det til at fungere
Det er også derfor, at der ikke er en one-size-fits-all kontrakt. Det vil altid være musikken, der afgør, hvad der skal til for at få det til at fungere. Noget musik er af en type, som tager en årrække at opbygge et publikum til, og noget andet musik er meget umiddelbart og kan være kommercielt meget tidligt i et forløb. Kontraktforhandlinger er det absolut værste! Man går ind i projektet med en super stor kærlighed til musikken og vil bare gerne i gang. Og så skal man tale om: “Hvad sker der, hvis vi røvrender dig, eller du røvrender os?” Og det er bare ikke en særlig fed snak, selvom den er nødvendig. Den gode del af det, er dog, at det bl.a. er her, man virkelig kan forventningsafstemme med artisten om samarbejdet.Når kontrakten så er landet, så kigger vi på, hvor langt musikken er. Er det stadig på demo stadiet, eller er det noget, der er tæt på færdigt. Og alt efter det, så laver vi en slagplan for resten af forløbet frem til en udgivelse. Betaler I for brug af studie?Det er igen forskelligt. Men oftest er det artisterne, der selv står for den del. Vi vil helst bruge penge på at markedsføre musikken. Vi er ikke dér, hvor vi både kan afholde den ene og anden type udgifter. Og skal vi vælge, vil vi hellere have, at musikken bliver hørt af folk, end at den bare findes. Men det er sjældent, at artister er ude og leje studier til flere tusinde kroner om dagen. Det er der ganske enkelt ikke pengestrømme til for vores artister. Der er typisk en i bandet, der er skide god som studieteknikker, og så gør man det i et hjemmestudie.Når de så kommer med en udgivelse til dig, kommer I så med ændringer til det, eller godtager du bare produktet?Det er meget sjældent, at vi ikke kommer med kommentarer! Vi er altid med på råd som sparringspartner ift. de kunstneriske valg. fra småting som hvordan man kan ændre lyden på en guitar, så det passer bedre ind i lydbilledet, til større kunstneriske valg. Det er vidt forskelligt, hvor meget artisterne har brug for. Nogle vil super gerne have, at vi kommer ud i studiet og sidder og snakker, andre vil gerne, at det er en snak, vi har i de sidste to-tre uger inden noget er helt færdigt. – Hvor kom vi fra?Der hvor du har hørt musikken, og hvor den er klar til at blive udgivet. Medmindre der er noget imellem?Ja, der er masser af ting imellem. Når vi er tæt på at have den færdige plade – det kan være, når nummeret er indspillet, men ikke mikset endnu – så begynder vi at lade vores samarbejdspartnere vide, at pladen er på vej. Vi giver dem noget at lytte på, så de har et indtryk af, hvordan slutresultatet bliver. Og så begynder alle folk, herunder vores distributører og PR-folk i udlandet, at gøre sig overvejelser om, hvem der f.eks. er de vigtige journalister, pladebutikker og radio-djs for artisten. Så vi kan gå i gang med det konkrete arbejde så hurtigt som muligt, når artisten er færdig med pladen.
Som tommelfingerregel; når den færdige plade ligger der, så kan vi tidligst sætte en releasedato seks måneder derfra
Fordi vi arbejder internationalt, så har vi nogle lange tidsplaner. Som tommelfingerregel; når den færdige plade ligger der, sammen med pressebilleder og den første musikvideo, så kan vi tidligst sætte en releasedato seks måneder derfra, bl.a. fordi vi også arbejder på et fysisk marked. Selvom Norden er gået så digitalt, som det er, så er stadig over 70% af det tyske marked fysisk. Det samme i England, Frankrig og Japan. Vinylmarkedet er godt for de genrer vi arbejder med, og der er bare en masse old-school logistik, der tager tid. Som at få trykt pladerne?Præcist! Især nu om dage er vinyl trykkerier presset fuldstændig i knæ, fordi det er blevet en buzz-ting. Hvilket selvfølgelig gør, at de store-onde-kapitalistiske-folk fatter, at her kan man lave nogle penge, og begynder at lave reissues af de mest åndssvage udgivelser. Forleden blev der annonceret et reissue af Top Gun soundtracket. Og det er fint nok – jeg syntes i øvrigt, at det er skide godt soundtrack – men du kan finde den slags i en hvilken som helst genbrugskasse for en femmer. Og man formoder i branchen, at det er derfor at vinyl trykkerierne har fået rigtig rigtig travlt, idet det tilsyneladende kan lade sig gøre at købe sig foran i køen. Hvilket betyder at produktionsselskaber som os lynhurtigt kommer op på fem til seks måneder. I værste tilfælde kan det hen over tid betyde – med mindre man får gang i nye maskiner – at ny musik holder op med at blive udgivet på vinyl. Dermed vil LPén sejre sig selv ihjel. Så det er de seks måneder, og hvad sker der så?Frem til vi har nogle udgivelser, sidder vi bag tæppet og forbereder alt pressematerialet. Har nogle lange, grundige snakke med artisterne om, hvad der er deres forhold til den musik, de har skabt? Hvad der er det lyriske fokus, og hvad skal vi lægge vægt på i biografier og album beskrivelser?
Vi tror rigtig meget på, at musikken har de bedste vilkår i nogle rammer, hvor fans kan dykke ned i et helt univers
Vores grafiker går i gang med artwork, som er noget vi altid har brugt meget krudt på. Vi har altid haft en inhouse fyr til at sidde med den tjans. Som jeg også syntes har resulteret i, at vi har en højere kvalitet end mange andre på det område. Vi tror rigtig meget på, at musikken har de bedste vilkår i nogle rammer, hvor fans kan dykke ned i et helt univers omkring artister og ikke nødvendigvis bare i gode sange. – At et album er mere en 12 gode sange, der passer godt i den rækkefølge, de er placeret i. Vi er altid med på råd mht. den kunstneriske profil, om det gælder design eller musikvideoer. Igen er der forskel på, hvor meget vi er hands on. F.eks. med 4 Guys From the Future, der lavede vores grafiker hele musikvideoen. Det kan også være, at vi taler om små ting som: Hvilken farveskala giver mening ift. musikken.Og når musikken så kommer ud, hvad er så jeres rolle? Vi starter typisk med kun at afsløre en enkelt sang fra et album. Der er altid et indledende single forløb. Alt efter hvilken type det er, kan der være fra en til fem singler, før vi udgiver et album. Udfordringen er at holde en plade aktuel så længe som muligt. Konkurrencen er enorm, og medierne er sindssygt nyhedsfokuserede. Så man kan meget nemt risikere at stå med en udgivelse, som folk har knoklet på i flere år, og så er den død efter to uger. Det er bare så antiklimatisk, som noget kan være! Det overordnede formål er, at få skabt et markant større publikum for en artist end det havde før en udgivelse. Så jo længere tid vi kan strække forløbet for en plade desto bedre. Når pladen endelig udkommer, arbejder vi med den i nogle måneder bagefter. Der er det helt basale, som at få den anmeldt, skaffe interviews etc. Det kan også være at få skabt nogle live-sessions, som kan være et add-on, vi kan bruge PR mæssigt. De forskellige koncert bookere bruger også vores netværk ift., hvem der kan hjælpe med at sætte et show op rundt omkring. Man hjælper hinanden på kryds og tværs, ligegyldig hvilken rolle man har. Og det arbejde stopper egentlig først den dag artisten holder op med at turnere med en udgivelse og går i gang med den næste. Så typisk er et udgivelsesforløb for os halvanden til tre år. Hvor det er for artisten er mellem to og fire år.
Du fortalte om, at I skaber nogle events og sessions. Hvad er forskellen egentlig på jer og et bookingbureau?Der er ikke vandtætte skodder, men det er sådan, at en booker arbejder med live musik, vi arbejder med optaget musik. Og ja, en gang imellem så blandes rollerne lidt sammen. Og en gang imellem arbejder vi med artisterne på et så tidligt stadie, at vi hjælper dem med at sætte koncerterne op, indtil vi har fundet en booker til dem. Det kan også være at en manager varetager udgivelser, inden at artisten har fået et samarbejde med et pladeselskab.Vil det sige, at musikerne både skal lave en aftale med jer og en booker?Ja, sådan vil det typisk være, og det er derfor mange bands har en manager, der sørger for at være det bindende led. Vi tager artisterne ind på et tidligt stadie, så vi ender ofte med, at være dem, der finder en booker. Fordi det jo er en rolle, vi ikke kan undvære i vores arbejde. Jeg fik ikke spurgt om det i starten, men kan du fortælle om, hvad jeres profil er som pladeselskabJeg kan prøve. Sådan som vi selv definerer det er, at vi arbejder med eventyrlysten musik. Og det er måske så tæt, vi kan komme på en musikalsk rød tråd. Forstået på den måde, at vi ikke er et rock-, funk-, techno- eller punklabel. Men vi har lavet alle disse genrer på vores udgivelser. Noget af det som mig og Tue synes er spændende musikalsk er artister, der prøver at skubbe til, hvad man opfatter som mainstream inden for hver genre, og det kan man gøre på alle mulige måder. Vi ved godt, at det med at påvirke mainstreamen er et nærmest utopisk sigte at have. Vi ved godt, at vi sikkert aldrig – ihvertfald ikke på Dansk jord – bliver et selskab, der kommer til at dominere hitlisterne. Men man har lov at drømme om, at musikforbruget en dag ændrer sig til noget med mere substans, end hvad man tit finder på hitlisterHvad er jeres mål med udgivelserne?Vores drømmescenarie er, at vi rammer alle, der kan lide den type musik med en udgivelse. Hvis en plade har solgt sindssygt godt, drejer det sig oftest stadig om få tusind plader. Når så den overvejende del, i snit 80 procent, streamer pladen, er det ikke urealistisk, at vi kun har tjent få kroner til os selv, og det samme til artisten.
Vi er som sådan ikke streaming kritiske, men det er helt klart en kæmpe økonomisk udfordring
Mit gamle band, Oh No Ono, solgte 12.000 CDér af vores første album. 12.000 gange 99 kr. delt i to til henholdsvis pladeselskab og os er noget helt andet end at sige: 12.000 gange 14 sange gange tre øre, som Spotify giver. Vi er som sådan ikke streaming kritiske, men det er helt klart en kæmpe økonomisk udfordring, at den økonomi, der skal til for at vores virke som pladeselskab giver forretningsmæssig mening, tager en årrække. Hvor man før i tiden, hvis tingene flaskede sig, kunne gøre det på nogle måneder. Det er fordi at musikken lyttes over en længere periode?Præcist, og det er så også det smukke. Og det har vi kunnet se i den korte levetid, vi har haft. At nu om dage lever udgivelser potentielt længere. Modsat for 10 år siden, hvor det var svært at få folk til at købe en fem år gammel plade til 150 kr. Det er The long tail, som man kalder det i branchen. Der ligger også en økonomisk sikkerhed i det: Jo større ens bagkatalog er, desto større er ens sikre, grundlæggende salg. Det er også derfor, at de tre major-labels har en meget stor fordel. Hvem er de tre major-labels?Man taler om det, der hedder major-labels og indie-labels. Rent teknisk er det et skel, man laver ift. om man er et multinationalt selskab eller ej. Med multinational skal man ikke tænke internationalt. Vi er også et selskab, der arbejder internationalt, men vi har ikke et CVR-nummer i andre lande. Vi hører hjemme i Danmark. Der er kun tre multinationale selskaber tilbage: Warner, Sony og Universal. De har den fordel, at de har et bagkatalog, der er op til 120 år gammelt. Hvorimod de ældste nulevende indie-pladeselskaber opstod i sluthalvtredserne og størstedelen er langt yngre.Så hvad er den bedste måde, at støtte jer på som musikelsker. Er det at købe LP’en og så tage hjem og lytte til den på Spotify?Det er ikke noget vi vil afholde folk fra. Men den måde man vel allerbedst kan støtte os på, er ved hele tiden at vende tilbage til det, vi har udgivet. Tilmelde sig vores nyhedsbrev og en gang imellem skrive “label: Tambourhinoceros” i Spotifys søgefelt. Når man så finder noget man rigtig godt kan lide, så køb det fysisk i webshoppen eller i den lokale pladepusher. Kan du til sidst fortælle lidt om jeres fremtidsplaner?Vores langsigtede mål er, at blive et af de meget meget få skandinaviske selskaber, der har global impact. Vi vil gerne rigtig være et af den nye generations svar på selskaber som Secretly Canadian, Mute- og Matador Records. Jeg håber ikke, at jeg træder for mange over tæerne ved at sige, at det eneste skandinaviske selskab, der er nået helt derop er det norske Smalltown Supersound – og der skal vi være de næste. Det er der, hvor vi ser os selv om 10 til 15 år, og det er en lang og hård rejse at nå dertil.
Man lever ikke kunstnerdrømmen ud bag et Excel ark
Men vi arbejder hele tiden hen imod at skabe en virkelighed for artister, hvor de kan få mere og mere tid og ressourcer til at fokusere på deres musik og på at spille koncerter. Så de ikke skal tænke på markedsføring og forretnings setups. Men at de har et team omkring sig – blandt andet os – der kan hjælpe dem med det. Altså, nu er jeg rigtig glad for, at jeg var hands on på Oh No Ono med de praktiske ting. Fordi det er det, der har gjort, at jeg har fået lov til at være pladeselskabsdirektør, hvilket jeg ikke vil bytte væk for noget som helst. Samtidig var det helt klart også en ting, der var medvirkende til, at vi stoppede med at spille. For det var til sidst ikke sjovt. Der gik administration i vores Rock’n’Roll drøm. Jeg er tilhænger af do-it-yourself-ånden i musiker regi, når det handler om at hjælpe vennebands med at spille shows i hinandens byer, i at skabe musikkollektiver osv. Jeg er meget modstander af do-it-yourself, når det handler om at drive sin egen forretning. Der er ekstremt få eksempler på, hvor det er lykkedes. I Danmark er Efterklang undtagelsen, som bekræfter reglen. Man lever ikke kunstnerdrømmen ud bag et Excel ark.Så fremtidsvisionen er, at blive mere professionel uden at miste hjerteblod?Præcis. Det er fantastisk at være der, hvor vi er. Hvor vi både kan udgive totalt eksperimental musik som Frisk Frugt og noget semi-kommercielt elektronisk musik som Rangleklods, uden at folk syntes, at vi er totalt underlige. Artister forlader os ikke, selv om vi signer noget, der er vidt forskelligt. De kan godt se, hvorfor vi gør det, og at det på en eller anden måde giver kunstnerisk mening. Så længe vi kan få lov til at bevare det, og blive dygtigere til det vi laver, så er vi rigtig glade.Indtil videre har vi bare vokset organisk. Og vi har lyst til, at det er den måde, det skal blive ved med at vokse på.