Jeff Buckley i ‚It’s Never Over‛

Jeg har ikke haft lyttet til Jeff Buckley i mange år. Hans debut og eneste album gjorde en kæmpe forskel i mine teenageår – et soundtrack, der hele tiden var til stede. For der var britpop, grunge, techno – og så var der ‚Grace‛. Et album, der krydsede genrer, og med en stemme, du aldrig glemmer, når du først har hørt den. En stemme kun operasangere kan måle sig med. Ikke at de når Jeff Buckleys inderlighed.

Og så sad jeg der i en fuld sal i Dagmar en fredag aften. Publikum var en blanding af unge og ældre, og var jeg i tvivl om, at Jeff Buckley lever i de unges sind, var jeg det ikke i slutningen af filmen, hvor en ung kvinde tørrede tårerne af kinderne med sine ærmer, nu plettet af mørke plamager.

A candle that burns twice as bright …

Et godt udgangspunkt for en dokumentarfilm er rigt arkivmateriale: video, lydoptagelser, telefonopkald, interviews med venner, kærester og musikalske kolleger. Plus et arsenal af tv-klip, der gør den kronologisk fortalte historie levende og let at følge. Amy Bergs film er netop det: levende, intens og grundig.

Læs også Cirkeline & den usynlige tegner.

De få steder, hvor animation anvendes, fungerer det overraskende godt. Det er tydeligvis en kunstnerisk beslutning – en måde at skildre Jeffs indre liv på, den kamp, han førte for at finde ro i en verden, han blev revet væk fra, som af en malstrøm. Filmen er nøjsom og poetisk. Den forsøger ikke at mytologisere ham, men viser det, der er – og det, der mangler. Og det er nok.

Filmen tegner et nænsomt portræt af en mand, der aldrig fandt fodfæste i rampelyset. En mand, der ringer rundt til vennerne for at sige, han har det godt – måske for at overbevise sig selv. Og en mand, der ikke døde af vilje, men som en tragisk konsekvens af en uagtsom svømmetur i fuldt tøj.

Som det lyder fra Skaberen i ‚Blade Runner‛: „The light that burns twice as bright burns half as long, and you have burned so very very brightly, Roy‟ Jeff Buckleys lys brænder stadig klart for en generation, der blev født efter hans død.

En efterklang i mørket

Jeg blev ikke ramt i biografen, men på cyklen på vej hjem langs søerne, med hans stemme i ørerne: „This is our last goodbye…‟ Og jeg tænkte, at der sikkert kommer andre dokumentarfilm om Jeff Buckley. Men for mig, der aldrig har dyrket manden mere end musikken, er denne her helt rigtig.

Værd at vide

‚It’s Never Over, Jeff Buckley‛
cphdox.dk