Sorte pletter på himlens linse

Kirsebærhaven – En komedie om fråds og forandring

♥︎♥︎♥︎♥︎

Nørrebro Teater har sat russiske Anton Tjekhovs (1860-1904) ‘Kirsebærhaven’ i scene. Stykket er, hvad der nærmer sig en farce med morbid alvor. Ved dets urpremiere i 1904 havde instruktøren Stanislavskij da også mistolket stykket for at være en tragedie og ikke en ‘sort’ komedie, hvilket Tjekhov ikke var sen til at kritisere fra sit dødsleje.

Plottet er forholdsvis enkelt og paralleller kan drages til stort set alle tidsaldre og forandringsvinde. Vi befinder os på et stort gods ‘Kirsebærhaven’ i Rusland. Alt er fryd og gammen, men man sover i timen – glemmer at ‘lægge til side’ og opretholde en hvis form for produktion. En dag er pengene brugt og godset ryger på tvangsauktion. Man glemte at give den ‘en spand kul’, mens tid var.

På billedet (fra v): Mikael Birkkjær, Youssef Wayne Hvidtfeldt, Josephine Park, Ole Lemmeke, Sarah Boberg, Christiane Gjellerup Koch, Tina Gylling Mortensen, Marie Tourell Søderberg, Jacob Weble. Foto: Sven Dahlberg

Castet er i top

Nørrebro Teater har sat et hold sammen af ikke mindre end 12 fantastiske skuespillere. Vi ser eksempelvis 32-årige Josephine Park spille teenagepige til perfektion. Ole Lemmeke spiller Godsejerindens bror og så snart, der kommer et ‘stikord’ på banen, holder han et lille foredrag om emnet og ævler så ellers løs. Michelle Bjørn-Andersen spiller den ældgamle mandelige tjener Firs, der småfisende vimser rundt. Og endelig bærer Christiane Gjellerup Koch alle stikkene i land som den smukke Godsejerinde, der er gavmildheden selv og hellere vil danse end at tænke på ulykker – hvilket hun er særdeles god til.

Godsejerinden, Christiane Gjellerup Koch. Foto: Büro Jantzen

Alvorlige paralleller

Hvis vi skal bruge teatret til at spejle vores virkelighed, kan der drages mange paralleller til temaet. Den yderste højrefløj vil ikke være langsomme til i sarkasme at minde om, at ‘Danmark da stadig har buschauffører, der ikke er indvandrere’, og man da stadig kan opdrive ‘frikadeller og flæskesteg’ mellem kebab og shawarmaboderne med morbide hentydninger til samfundets udvikling. Andre vil pege på klimadebatten, hvor isen smelter, og ‘det ikke er så galt’, mens det halve Jylland er oversvømmet. Lad os sove og falde i søvn mens virus på PC’en og i virkelighedens verden truer og supermagterne melder sig ind og ud af aftaler inden de rammes på pengepungen, mens det ikke rigtig rykker noget alligevel og alle skal gøres tilpas ikke mindst de utilpasse. Vi kan nå at redde det hele, hvis vi alle bliver glutenfri veganere vist nok uden stråforkortere. Og sådan luller affaldskværnen os i tornerosesøvn med LED-pæren tændt.

Læs eller genlæs: SVEJK på Nørrebro Teater

Kirsebærhaven’ når ikke samme højder, som vi kender fra teatrets opsætning af ‘Diktatoren’ eller ‘Svejk’, men har bestemt sin berettigelse på det mangeartede morskabs repertoire. ‘Kirsebærhaven’ er god gammeldags sort komik!


Indlægget er skrevet af: Jesper B. Hillestrøm. Skribent, Forfatter & Foredragsholder.

Se hans andre indlæg på kulturformidleren.dk her…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sorte pletter på himlens linse