Klondyke til Tall Ship Race

Udover den overvældende oplevelse det var, at se skibe fra alle verdensdele i Aalborg (der er så tomt og trist på havnen nu) havde arrangørerne planlagt et overraskende godt musikprogram.
Shubidua, Sanne Salomonsen osv. skulle selvfølgelig til for at trække oplandet til Aalborg, men også mange spændende nordjyske navne var på programmet (hvoraf en del desværre har søgt eksil på øen), som The Blue Van, Oh No Ono osv. På den lille Utzon Café scene kunne man ligeledes spotte de upcoming bands. At lade nordjyske bands præge musikprogrammet som et bevidst valg, blev bekræftet af konferencieren som, i Jomfru Ane Parken, introducerede hjemvendte Klondyke.
Trubadur
I det varme og solbeskinnede telt var der et pænt fremmøde af både gamle og unge. Tre mand stod på scenen: Mikael Ryberg Kristensen med fuldskæg, sløve øjne kort ærmet skjorte, sorte bukser og Fred Perry sko – de 2 andre lignede kontorister. Sangene blev fremført med trommer, guitar, mundharmonika, banjo, klokkespil, og en bas som ind imellem blev skiftet ud med en større bas.
Sangskriveren, Mikael Ryberg Kristensen, er en trubadur, som skriver det han oplever, hvorfor alle sangene skulle introduceres, selvom det nogle gange var svært at finde pointerne.
Hipvibrator
Klondyke bevæger sig i grænselandet mellem P4 og Indie, og nogle gange kan det blive lidt kedeligt. Klondykes tekster sprænger imidlertid grænserne for det folkelige med tekster som ‘Vidunderlige kælling’ og ‘Sexet Buddha’ og revser ofte den kreative klasse (Hipvibrator). For der er ingen tvivl om, at Mikael Ryberg Kristensen er små gal og det er på alle måder en fordel for musikken.
Det var en positiv liveoplevelse, men ville have foretrukket at have set koncerten i et halvmørkt lokale med bløde stole – det ville passe bedre. Lyden i teltet var ikke god og kom derfor heller ikke så klart frem som de flot producerede plader hvoraf jeg kan anbefale ‘Guld’ og ‘Dejlig Dum’. Det er finurligt!
Værd at vide
Hjemmeside: klondyke.dk
Ingen kommentarer endnu