Kulturnatten i København 2014

p>Årets Kulturnat i København var den første i mange år. Siden jeg flyttede til Aalborg i 2008, har jeg ikke taget turen til Hovedstaden med det formål. Så det var med forventningens glæde, at jeg satte badget, som skulle sikre mig adgang til alle kulturnattens herligheder, på min jakke. Samtidig tænkte jeg, at de mange køer, som har præget mine tidligere kulturnætter, nok næppe var blevet mindre i de mellemliggende år.

En tur i dybet

Jeg prioriterede derfor det, som jeg helst ville se, først: HOFOR Varmetunnel i Adelgade. Københavns blodåre, fjernvarmerørene, der pumper velværen ud i de mange Københavnske hjem. En tur der skulle gå 40 meter ned under jorden. Køen var allerede lang ved åbningen kl. 18.00, da jeg stillede mig bagerst i rækken. Og det tog 50 minutter, før det blev min tur. 15 mennesker blev vi stuvet sammen i en lille elevator. Og så rumlede elevatoren nedad som en gammel kulvogn, mens vi alle mærkede den stigende temperatur. Som var det en rejse mod jordens kerne.

Varmetunnellerne er lavet i perioden 2005 til 2009. Boret ud på samme måde som Metroen i København. Ud og ind af tunnelerne slynger de store rør sig, indeholdende varmt vand og skoldhed damp. Det gør at temperaturen er omkring de 40 grader, og luften tør som i en sauna. Et fascinerende syn at se, hvordan varmen fordeles i de uendeligt lange tunneller under byen. Særligt fordi at jeg sjældent tænker over, hvordan det i virkeligheden går for sig, når radiatoren tændes. Det abstrakte blev konkret og langt større, end jeg havde forestillet mig.

Rumpistol

Efter igen at være i plan med gaden, drog jeg mod Nikolaj Kunsthal for at se musikeren Rumpistol spille. Indenfor i den pixellerede sal, der var bygget op som klodser i flere, farvestrålende niveauer, kunne jeg nyde de hårde, runde og knitrende beats, som blev spillet pænt højt. Uden høreværn, og høje på musikken og legen, løb børn rundt med svedige pander og knaldrøde kinder. Børnene byggede tårne af de store skumgummi firkanter, som de så kort efter ødelagde igen. Det var kaotisk, levende og larmende som i en bazar.

Færingen og finnen

For at være i god tid, drog jeg kort derefter mod Nordisk Råd for at se Teitur spille kl. 20:35. Der var heldigvis plads nok. Foran bygningen var der blevet lavet en udendørs plads omkranset af boder. Vi fik annonceret, at koncerten ville være en jamsession mellem Teitur og den finske violinist og Pekka Kuusisto. Det viste sig at være en konstellation, som fungerede rigtig godt. Teitur lagde ud med det smukke nummer ?Home? mens Pekka med sin violin tilføjede musikken elementer af nordisk melankoli og noget, der emmede af folkedans. Efter at have set Teitur efterhånden rigtig mange gange, var det opløftende at se ham i mødet med en anden kunstner, der kunne spille op til ham. Det var så nakkehårene rejste sig flere gange under koncerten.

Det Grønlandske hus

Jeg forlod pladsen for at drage mod Det Grønlandske Hus i Løvstræde gade. Min grønlandske veninde ønskede at se koncert med den grønlandske troubadour, Ulf Fleischer, der ikke havde spillet koncert i over fem år, ud over sidste weekend i Nuuk. Det Grønlandske Hus ligger flot inde i en gård, med motiver fra Grønland på de høje endemurer. Den fantastiske efterårsaften fik folk til at sidde både inde og ude.

Det fascinerende ved Kulturnatten er, at dørene åbnes til steder man ikke normalt kommer. Og at opleve koncerten med den ydmyge sanger, der sad på scenen med sin guitar, var en af disse. De som kunne sproget, sad og sang med og gyngede fra side til side. Mens vi andre sad og fascineredes over sprogets betydning og det sammenhold det fordrer, uden at kunne finde et eneste ord i versene, der lød som noget vi kendte.

I Botanisk Have

Kulturnatten er kort! Klokken var 22.00, og de fleste arrangementer var overståede. Så vi valgte at slutte aftenen af i Botanisk have. Som alle andre steder vrimlede det med mennesker. Botanisk have var en magisk oplevelse så sent på aftenen. Fakler oplyste stierne, og der var små ildsteder rundt omkring på plænerne. Træer blev oplyst nedefra i forskellige farver af projektører og lyskanoner. Det samme med de elegante drivhuse, der fik et skær af uvirkelighed over sig. Midt på søen, i parken var der en balletdanser, som dansede til musik. Det var meget elegant fremført, og det tog lidt tid før at illusionen brast. At det ikke var en danser på en tømmerflåde, men i stedet et holografisk trick.

Trængsel

Kulturnatten var, som jeg har oplevet det mange gange før, en aften med smukke og unikke oplevelser. Men også en aften med rigtig mange mennesker på lidt plads og køer, der lægger forhindringer i vejen, når kulturoplevelser skal nås på kun seks timer, fra kl. 18 til midnat. Kulturnatten finder jo sted over hele København, men jeg oplevede det som et problem, at der ikke er nogle samlingspunkter, på samme måde som til byfesten, Malmöfestivalen, der har flere scener, samt en masse madboder, samlet på to centrale torve. At der ikke er nogle samlingspunkter i byen, der kan tage presset fra de mange ?små? steder, gør at Kulturnatten ofte ender med at blive en stresset oplevelse. Det er synd, men afholder mig selvfølgelig ikke for at drage ud i Kulturnatten igen til næste år.