Kwamie Liv på Jazzhouse
er pakket med publikum denne onsdag aften. Koncerten har været udsolgt i et pænt stykke tid, og flere har på Facebook tigget om, at andre vil sælge deres billetter. Forventningseuforien ? herunder min egen ? gælder ikke blot publikum. En filmmand står parat ved scenens kant, så hele koncerten kan dokumenteres. Det samme gælder en fotograf, hvis linse er så stor, at jeg næsten føler mig intimideret over blot tanken om, alle de detaljer sådan en kan fange. Oveni alt dette er der på scenen i sjældent grad givet plads til forsangeren. Mikrofonstativet står afventende med flere meters afstand til det udstyr, som et band bestående af fire musikere snart skal gøre brug af. Dørene åbnede kl. 19.00, koncerten er annonceret til kl. 20.00. Men først kl. 21.00 træder den længe ventede Kwamie Liv ind på scenen til den forventede jubel. Da begejstringen over hendes komme er mindsket i styrke, udtrykker hun smånervøst taknemmelighed for, at vi valgte det mørke rum i kælderen frem for solskinnet udenfor.
Kwamie Livs musik
Som på hendes udgivelser er der masser af ?luft? i musikken denne aften. Den er minimalistisk og underbygget af beats, der fører en tilbage til de gode gamle trip hop dage. Kwamie Liv kan især takke Massive Attack for inspiration. Hun formidler – ved hjælp af dovne, nærmest casual vokaler, der også leder tankerne hen på tidlig M.I.A, bare sløvere – et grænseland; tidspunktet lige før man falder i søvn. Vi kommer samtidig også til at tænke på mere nutidig abstrakt R&B ala Drake og The Weeknd. De mange musikalske referencer er her kastet ind for at vise, at vi ikke længe forbliver i én stemning. Vi oplever derimod et lettere rodet udtryk, og således får vi ikke rigtig begreb om, hvad hun vil med sin musik.
Men hendes performance røber en indadvendt, sensitiv og skrøbelig kunstner. Det kommer til udtryk i flere af teksterne som f.eks. “Can you love me despite the cracks”, der leveres så ængsteligt, at man næsten holder vejret. Smukt er det også, da Cæcilie Trier (CTM) med hendes cello, introduceres til de sidste numre. Især skal fremhæves fortolkningen af Kim Larsens ?Pianomand?.
Kwamie Livs (manglende) liv
Generelt er jeg begejstret over, at de elektronisk funderede bands og kunstnere ikke, i samme grad som tidligere, tager den lette udvej og blot bringer en DJ med på scenen. Men aftenen viser også, at et band ikke gør det ud for en nærværende sanger. Trommeslageren forsøger flere gange at få os engageret. Det plejer jo ? forventeligt nok ? at være forsangerens job. Kwamie Liv selv kigger næsten oftere til siden end ligefrem, sætter sig på hug og vinker til den samme person blandt publikum. Når der så bliver kigget ud mod os, er det med bevægelser, som virker indstuderet foran et spejl; hvilket kan være et fornuftigt tag, når det er ens første optræden som hovednavn i Danmark. Men Kwamie Livs optræden synliggør også forskellen på et internet- og et live fænomen. Og det triste ved det er ikke mindst, at det også føles som om, at der lægges bånd på hendes smukke stemme. Der er potens og kraft i den, men vi hører det ikke for alvor.
Forventninger i realiteternes lys
Jeg havde inden aftenen på Jazzhouse håbet, at det ville være en af de koncerter, som der vil blive talt om, også om fem år. At jeg med stolthed og let selvtilfredshed kunne sige, at jeg var der den aften, hvor Kwamie Liv viste, at hende er der ingen veje uden om. Det var desværre for meget at forvente. Og dog var der bestemt ikke tale om noget kunstnerisk kollaps. Kwamie Liv er stadig en meget lovende kunstner, hendes musik er lækkert og lytteværdigt og bliver en del af sommerens soundtrack. ? Men der skal en del koncerter til fra hendes side, før jeg igen vælger at se hende live. Medforfatter: Mark Kuusela