LAND

Da jeg modtog bogen ‘LAND’, en kunstbog der dokumenterer Ben Woodhams’ 52 vandreture på Bornholm i 2023 – én for hver uge i året med over 200 værker, var det svært ikke samtidig at tænke på det forurenede farvand rundt omkring Bornholm og Fiskeriforeningen, der har nedlagt sig selv på grund af fiskedød i Østersøen.

Men hvis du tror, at bogen er en stor reklame for Bornholm, tager du fejl. Det er en meget smuk bog på grund af de flotte akvareller. Den er informativ, men også kritisk over, hvordan naturen forvaltes. Med andre ord, hvordan kulturlandskabet overtager og truer naturen.

Ben Woodhams’ 52 Vandreture: Skønhed og Bekymring

Især bliver et eventuelt kommende biogasanlæg og Woodhams’ tanker om det nævnt flere gange. Jeg ved ikke, hvordan den sag er endt. Jeg ønsker ikke at vide det af angst for, at det frygtede er blevet til virkelighed.

Jeg er normalt ikke til akvareller. Det minder mig om folkeskolens sjaskede malerier, der gennemblødte vores papirark og gjorde det konkrete til noget næsten ugenkendeligt. Men Ben Woodhams´ er nogle af de smukkeste, jeg har oplevet. Især de mørke værker fra efterårs- og vintermånederne er dramatiske og stemningsfulde.

Når jeg vandrer, skriver jeg altid dagbog efter dagens strabadser. Hvad har jeg tænkt på? Hvor mange har jeg snakket med? Har jeg haft en sang i hovedet? Hvor har det gjort ondt i kroppen, og hvad har jeg lært af det? Ben Woodhams gør det samme efter hver af de 52 vandreture. Jeg tager fotos, Woodhams maler, og det gør, at jeg føler en større forbindelse til kunstneren.

Jeg er meget glad for, at ‘LAND’ landede i min postkasse. Den eneste kritik, hvis jeg kan kalde det det, er, at bogen er skabt til udstillingen af samme navn, der kan ses på Gudhjem Museum t.o.m. 21. juli. Det ville være fantastisk at opleve malerierne i deres oprindelige form i København. Det fortjener værkerne virkelig. Til gengæld kan jeg i ro og mag planlægge, hvilke ture jeg kan tage næste gang jeg besøger Bornholm. Jeg håber, at naturen til den tid har fået mere plads.

Værd at vide

hakon-holm.dk
onthewall.dk