Lej en familie A/S

Virkeligheden overgår nogle gange fantasien! Hvis jeg skulle se en spillefilm om et menneske, der lever af at spille roller. Som bliver betalt for at spille en ung kvindes far, og overfor hendes kæreste godkende at de flytter sammen uden at være gift. Eller til et bryllup samler 30 mennesker til at spille brudgommens far, mor, veninder, onkler, niecer og tanter – så ville jeg nok ikke have købt præmissen.

Men det er virkeligheden i danske instruktør, Kaspar Astrup Schröders, dokumentarfilm ?Lej en familie A/S? (A/S er dog misvisende, da det drejer sig om en enkeltmandsvirksomhed). Filmen starter med at vise situationer fra en af de usædvanlige arbejdsdage. Klienterne, som filmens hovedperson, Ryuichi Ichinokawabor, kalder dem, har fået pixeleret deres ansigter for at bevare anonymiteten. Det slog mig med det samme, at det i bund og grund er løgn og bedrag han sælger. Ryuichi ser det derimod som en måde at hjælpe sine medmennesker på.

Filmen skifter derefter fokus fra historien om klienterne til Ryuichis hverdag. Og den facade, som klienterne betaler for, er bestemt ikke til stede i det lille hus udenfor Tokyo, hvor Ryuichi bor sammen med sin hustru og to sønner.

Mens Ryuichi sidder nede på gulvet, foran computeren og med ryggen til hustruen, udspørges hun om, hvad hun ved om Ryuichis arbejde? Ingenting! Og med anstrengte grin afviser hun at være interesseret, så længe han sørger for at regningerne bliver betalt.

Ryuichi er en bitter mand. Han fortæller gennem filmen om, hvordan han købte en dobbeltseng for 10 år siden, men må ligge på en madras i den yngste søns værelse, mens sønnen sover sammen med sin mor. Hvordan han føler sig negligeret. At han ikke får nogen gaver til fars dag. Men Ryuichi vil selv hellere se fjernsyn end at tale med sin familie. Situationen er fastlåst og har tydeligvis været det mange år. En dysfunktionel familie, hvor der ikke kommunikeres.

Instruktøren forsøger flere gange at træde mæglende ind og føre historien hen mod et klimaks. Det lykkes bare ikke! Og som tilskuer har man heller ikke den store sympati for Ryuichi. I starten griner man tåkrummende og afværgende af hans kulsorte livssyn, til sidst bliver man bare irriteret over hans brok og manglende handlekraft.

Jeg havde inden filmen forventet at filmens fokus ville balancere mellem de som lejer en familie, og de som sælger, sammen med en vis reflekterende overbygning som: Hvordan er familierelationerne i Japan, siden man kan bestille fremmede til at agere mor, far, venner og det uden at det bliver opdaget? Siger det noget om det moderne menneske og jagten på det perfekte? Filmen bevæger sig ikke i nogen af de retninger.

Nu bliver det i stedet en film om en dysfunktionel familie uden for Tokyo, med en hovedperson, som har et usædvanligt job. Det er ikke nødvendigvis instruktørens skyld, han kæmper med sit materiale, men det fremviser tydeligt de problemer som dokumentarfilmen må kæmpe med.