M.E.N i Dansehallerne
Jeg var mere end kultur-mør og fysisk udmattet lørdag aften efter i hele to dage at have vandret rundt til Bogforum og CPH:DOX. Når det sker sløves sanserne, og der skal mere til for at imponere mig end sædvanligt. Men en aftale er en aftale, og jeg havde lovet mig selv at se forestillingen M.E.N i Dansehallerne, der kun gik dagen før og denne aften.Dansehallerne ligger i Carlsberg byen. Og mens arkitektoniske rædsler – umenneskelige med deres skarpe kanter og glasfacader – skyder op som en mur omkring bydelen, befinder Dansehallerne sig i en af de smukke gamle bygninger. Det var mit første besøg i Dansehallerne, og alene turen er et besøg værd. Doriske søjler i forhallen holder tungt og elegant stueetagen oppe. Dets gamle indre er moderniseret med hvide vægge og tidstypisk møblement, så der dannes rum og man kan slappe af.
Vi satte os i caféen for enden af forhallen, hvor ikke blot vi gæster til forestillingen hyggede os, for at gøre os mentalt klar til en ny oplevelse. Caféen serverer også lidt mad, hvilket vi har til gode at prøve. Dansehallerne råder over to publikumssale. Vi kom ind i den største, Sal 1, der er lige så sparsomt møbleret som salene i Teater Nordkraft. Det vil sige helt råt, med en scene i gulvhøjde, så bred som stolerækkerne, der stejlt løfter sig i niveauer, så alle i salen har et godt udsyn mod scenen.Dansen startede med støjende lyd og lys, der kastedes ind fra scenens side. Røgmaskinen spyede røgen, som under hele forestillingen, og gjorde det umuligt at se scenens endevæg. Således var det som at se ind i en drøm; et bundløst hul uden ende.
Forestillingen M.E.N skulle handle om mænd! Og der var kun mænd på scenen, fire i alt, der skiftevis trådte frem eller trak sig tilbage i den mørke tåge. Til start og slut så vi dem igennem kasser med matterede ruder. Som fostre, der pressede forgæves mod moderhinden. Kasserne var de eneste rekvisitter på scenen, og de blev effektivt brugt til at lege med, stille sig på, springe op på eller ned fra og til at symbolisere mure. Det var med det fysiske, at tanker og følelser blev udtrykt – og det blev, ja, en meget fysisk oplevelse at se dansen. De fire dansere var eminente, og de fremtvang en kraft og vildskab, der gik ud over ballettens skønhed, hvilken jeg ellers er mere bekendt med. Som jeg nu her i min beskrivelse af stykket allerede begynder at tolke på det, var det umuligt for mig ikke at gøre det samme fra de fire danseres første trin.
Stykkets titel, M.E.N, skabte rammen. Den elektroniske musik var støjende, pulserende og satte stemningen, men ordløs som danserne. Da vi alle efter de 40 minutter havde klappet, uden at lade vores følelser stå tilbage, af de sveddryppende dansere, måtte jeg konstatere, at min hustru – der havde fået stor empati (ikke at hun ikke har det i forvejen) for – hvordan det er at være mand i en moderne verden, havde en hel anden – og lige så korrekt – tolkning af stykket. Mit første besøg i Dansehallerne vækkede igen min fascination af dansen, og på trods af selvforskyldt udmattelse, var det en erindringsværdi oplevelse. Jeg kommer ellers ikke med datingråd. Men hvis du har modet til det, så prøv at tage kæresten med ind at se dans, i stedet for at tage i biografen. – Så lover jeg, at der bliver rigeligt at tale om og tolke på resten af aftenen.