Marquitomanen, en lystløgners bekendelse
Kender du historien om Marcels de Sade (født Jørgen Vase Schmidt) også kaldet den falske Marquis? I starten af 1960’erne var han blandt andet kendt som et kulturelt koryfæ på Frederiksberg, hvor han holdt mange musik salonger.
Marquitomanen, en lystløgners bekendelser
I 1963 blev han arresteret for at have bedraget sin arbejdsplads, oliefirmaet Ringsted & Co for hvad der svarer til 10 millioner i dag. En ugerning der skaffede ham 1066 dage i Nyborg Statsfængsel, og siden hans løsladelse er der skrevet mange fantasifulde artikler om hans liv.
I morgen udkommer en ny bog med titlen ‘Marquitomanen, en lystløgners bekendelser’, på forlaget Lafontaine´s fablerier. Den er på 207 sider og rigt illustreret med collager fra Marcels liv, skabt af billeder fra hans egne enorme samling. Forfatteren, Jean-Lorentz Lafontaine, har det privilegium, at være bekendt med og har Marcels de Sade som nabo.
Et ekko af gamle dage
Ifølge forfatteren kommer bogen med nye vinkler og historier. Jeg har et overfladisk kendskab til historien, der chokerede mine landsmænd for næsten 50 år siden, så det har jeg svært ved at vurdere. Men Jean-Lorentz Lafontaine skriver i et hyggeligt sprog – som et ekko af gamle dage, fra et København der i dag kun findes få reminiscenser af.
Men spørgsmålet er, om historien er særlig interessant i dag? Da jeg havde færdiglæst bogen var det med et ønske om et større perspektiv på fortællingen. For den er i sig selv ikke særligt chokerende længere. Og slet ikke interessant, hvis du sammenligner den med nutidens falsknere.Inden ‘Marquitomanen, en lystløgners bekendelser’ havde jeg læst ‘Ondt blod – Grådighed, svindel og storhedsvanvid i Silicon Valley’ af John Carreyrou. Her er virkelig smæk for skillingerne. Elizabeth Holmes svindlede for 10 milliarder dollars, mens verdenseliten lod sig hypnotisere af hendes dybe (falske) stemme og salgsteknikker. Sagen mod hende kører for øvrigt i disse dage. Det skal i sig selv ikke trække karakteren ned på ‘Marquitomanen, en lystløgners bekendelser.’ Længes du efter lidt hygge-nostalgi til efterårsmørket er bogen et oplagt valg.
Værd at vide
‘Marquitomanen, en lystløgners bekendelser’
Vejledende pris: 325 kr.