Carnival i Wallmans

Marsden Hartley på Louisiana. Amerikansk skydække i farver

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

Strid banan. Skør kugle. Forfatter. Maler. Marsden Hartley (1877-1943) rummede depressionens melankoli og det alt for lave selvværd, men også gåpåmodets ‘her-kommer-jeg’ ‘høj-i-hattenhed’.

‘Louisiana har givet sig i kast med en selvmordsmission, der begyndte for næsten tre år siden’, fortæller Louisianas Direktør Poul Erik Tøjner til pressevisningen – med et blink i øjet. Og hvordan det, kan man så spørge? Selvmordsmissionen består i at man i Danmark, og derved også Europa, nu viser et ubeskrevet blad af en ukendt kunstner fra USA. Vores danske perle af et kunstmuseum i Humlebæk har vovet pelsen, og giver nu danskerne mulighed for første gang i mere end 60 år, at stifte bekendtskab med fænomenet Marsden Hartley, som i sit hjemland USA har Hammerhøisk status, og bestemt ikke er ubeskrevet.

Læs eller genlæs: Der har jeg hjemme

Udstillingen er enorm, og der er meget at kigge på. Hartley kunne og ville noget med de lærreder. Det fortælles, at hans arbejdsdisciplin var mere eller mindre i top, og gik på forfatning af digte og essays om formiddagen, og om eftermiddagen stod den på oliemaling og pensler. Dertil kommer, at den forpinte sjæl Marsden Hartley ikke opholdt sig det samme sted længere end ti måneder i snit, og rastløsheden herskede. Derfor er Hartley nok amerikansk, men utallige ture til Europa blev det til gennem det til gennem det 40 år lange kunstneriske virke. Ikke mindst var Berlin og Paris, men også Provence hans foretrukne opholdssteder.

6 Kapitler

Hovedmanden bag udstillingen er kurator og museumsinspektør Mathias Ussing Seeberg, som har brugt over 2½ år på at granske Hartleys finurlige univers. Dertil kommer at Seeberg har stået på hovedet i arkiverne i kunstnerens hjemby Maine, været på charmeoffensiv på snart sagt og groft skrevet alle amerikanske museer samt hos private samlere, for at støve udlån op, lave aftaler og få et mere end et 130-værks puslespil til at gå op i en enhed, der tæller hele 6 kapitler i 6 forskellige lokaler.

Mathias Ussing Seeberg og Louisianafolkene, har ikke sparet på opfindsomheden, eller på al det andet for den sags skyld. De 6 kapitler er kronologisk inddelt, og vi forsynes med Marsden Hartleys poesi fra den konkrete periode i små udlånsfoldere, sammen med malerierne. Hver periode har også en stor opslagstavle som vi kender fra de gode gamle dage, med fotografier, avisudklip og spøjse anekdoter. Ret mig hvis jeg tager fejl: Jeg synes ikke at Hartley storsmiler på særlig mange af fotografierne.

At Marsden Hartley havde tungsind og svært ved smilet, påvirkede ikke synderligt hans billeder snare tværtimod, for det var måske netop denne indadvendthed, der gav kunstneren mulighed for at reflekterer sine observationer, følelser og sanseindtryk over på canvas. Når man ser udstillingen, overvældes man af den mangfoldighed af stilarter som Hartley kastede sig over. Enkelte motiver er holdt i det dunkle, andre er så farvestrålende at man skammer sig, nogle er landskaber andre er interiør, nogle med mennesker andre er uden.

Nogle værker er Van Goghske i deres udtryk, andre igen leder tanken hen på den langt senere Asger Jorns (1914-73) palet. Til tider ses også surreelle landskaber som vi kender hos Elsa Thoresen (1906-94). Vi ved at Marsden Hartley omgikkes den kunstnergruppe hvor også Georgia O’keeffe (1887-1986) havde sin gang, og enkelte værker leder tankerne hen på hende. At Hartley var storfan af folk som Picasso, Matisse og ikke mindst Cézanne, ses med al tydelighed – og han slipper ikke mindre godt fra tilblivelsen af værkerne end de gjorde.

Læs eller genlæs: Vincent van Gogh på ARKEN

Mange teknikker. Mange farver. Mange motiver var Marsden Hartleys gebet. Modsat mangt en maler, som f.eks. Gauguin, Purrmann eller Bonnard sværmede Hartley ikke for den smukke buttede kvindekrop, men lavede enkelte værker med maskuline ‘Tom Jones’-agtige brystkasser. Jeg forstår ikke helt denne passion, men kvindelige udstillingsgængere forstår sikkert godt Marsden Hartley på det punkt.

Om Poul Erik Tøjners spådom holder tror jeg ikke. Louisiana suicidere næppe ved at opdrage lidt på danskerne, og derved give Europa lidt indblik i Marsden Hartley der er så udbredt og well-known som han er i hjemlandet USA.

Nyd det Amerikanske skydække i farver på Louisiana med titlen:

Marsden Hartley – The earth is all I know of wonder.

Udstillingen kan se til og med 19. januar 2020.

Eksempel på et digt af Marsden Hartley.

På dansk ved Peter Laugesen.

Hilsen og hyldest til en mus

Hvis en mus bygger rede

Af de ord, man har skrevet,

Kan man da gøre andet end

At tage imod dens smiger?

Jeg har bedømt det som klogt at gøre det.

Jeg har takket musen

Så meget jeg kunne

Mens den vimsede ud og ind

Af værelset.

Den har forberedt sig på vinteren

Med en rede af mine ord.

Jeg havde aldrig troet

De kunne være så godt et værn mod kulden.

– Marsden Hartley 1919

Louisiana.dk

Foto: Louisiana/PR

 


Indlægget er skrevet af gæsteskribent: Jesper B. Hillestrøm. Skribent, Forfatter & Foredragsholder.

Se hans andre indlæg på kulturformidleren.dk her…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Carnival i Wallmans