Anmeldelse af koncerten på De eneste to på Skråen

I de seneste år er det igen blevet populært at danne de såkaldte supergrupper. Hvor bandmedlemmer fra eksisterende, og kendte, bands har slået sig sammen med andre musikere og dannet nye. Det har bl.a. ført til navne som Them Crooked Vultures, Broken Bells og Atoms for Peace.

Superduo

I vores lille andedam har vi ikke nogle supergrupper indenfor rockmusikken, men i stedet er det blevet til en superduo bestående af vennerne Simon Kvamm og Peter Sommer.

Det har sine fordele at danne en superduo. Du skal ikke kæmpe for en pladekontrakt, tværtimod! Du er sikker på, at udgivelsen vil blive eksponeret af hele den danske musikpresse. På din første turne skal du ikke spille overfor fem betalende gæster på 1000fryd. Nej! I stedet er det til en udsolgt koncert på Skråen.

Stemning

Og Simon Kvamm og Peter Sommer blev mødt af et feststemt publikum, da de trådte ind på scenen med deres to akustiske guitarer. Der var tre mikrofonstativer til to frontmænd, to pegede udad mod os, det midterste pegede, med to mikrofoner, indad mod dem selv. Og bagved var Stefan Kvamm og Árni Bergmann klar til at styre trommerne og den elektroniske del af foretagendet.

Uden snobberi, men på hyggejysk manér blev alle sangene introduceret. De to fortalte skiftevis, blandt andet om, at de havde været i San Francisco, hvor de fik ideen til vi springer for dig. En hyggelig start.

Men da musikken begyndt at spille, begyndte det at gå skævt, og det gjorde det hele aftenen, desværre. Af to klare grunde: De Eneste Tos tekster når ikke så dybt som Peter Sommers egne tekster. Og musikken slår heller ikke så hårdt, som når Simon Kvamm spiller med Nephew.

Teksterne

Når der skal leges med ord, i det danske sprog, er det en balancegang. Der skal være dybde i det du synger, men du skal undgå det banale! Både Simon og Peter er kendt for at lave om på ordstillinger, og derved skabe nye betydninger af det genkendelige. Det gør de også på De Eneste To. Men der er langt fra den rørende En sang til Bo, af Peter Sommer, til teksten Hvor blev du af og hvad med din knallert…du lånte bøgerne ud og vi fik bøgerne hjemkaldt… (Morten) eller Er det os der går med hunden, eller hunden der går med os… (Hell Yeah). Langt de fleste af teksterne forbliver blot leg med ord, bliver ligegyldige og hurtigt glemte. Det kom endnu tydeligere frem live end på pladen.

Lyden

Om man er fan af Nephew eller ej, så er Nephew et velspillende band, der får eksekveret deres nummer effektivt og kan få et helt stadion til at synge med på omkvæd som igen og igen og en wannabe darth vader. Nephews lyd er ofte voluminøs og kræver et ditto catchy omkvæd.

Til koncerten med De Eneste To var meget af lyden fra Nephew fulgt med. De færreste omkvæd kunne imidlertid hamle op med dette, numre som Den lige vej blev kvalt i støj.

Smerten i mine tæer

Som noget nyt fik vi imidlertid en hel del houserytmer. Og når rytmerne blev heftige, begyndte Stefan Kvamm, iklædt hættetrøje og med trommestikkerne løftet over hovedet, at hoppe eksalterisk rundt på tværs af scenen. Et mærkværdigt syn! – Ethvert provinsdiskotek ville smide ham ud indenfor fem minutter for ikke at kunne styre sin brandert.

Mens Stefan hoppede rundt, og Peter og Simon sang til houserytmerne, opdagede jeg smerten i mine tæer. De havde krummet sig og ønskede at søge dækning under mine fødder. Og jeg kom til at tænke på, om vi i trediverne allerede er begyndt på at sælge ud af vores integritet, med housemusik, for at gøre os til for dem i tyverne?

Under alle omstændigheder er det bedste fra Peter Sommer ikke blevet ført sammen med det bedste fra Nephew. I stedet føltes musikken som et kompromis. Måske skulle de have brudt alt ned og bygget alt op fra bunden. Måske skulle de to blot nøjes med at være venner.

– There is nothing super about being super.