Menneskebyrden

Jeg husker tydeligt den dag for snart 15 år siden, hvor jeg fik en depression. Inden da havde jeg været gennem en lang og stressfuld kamp. Nu var det meste overstået, det var tid til at få ro på. Men en dag kort efter, da jeg gik hjem fra arbejde, faldt jeg som i ét gennem min egen krop, alt omkring mig var pludselig uvirkeligt. Jeg fik ondt i maven, hovedpine som aldrig før og en voldsom følelse af ulykke gjorde, at jeg som en hulkende zombie slingrede hjem i seng for at sove uden at blive friskere næste morgen. Alt var sort.

Gensyn med min depression

”Tiden læger alle sår”, siger man, men det tog længere tid end forventet. Først med ”lykkepiller”, der sløvede mig, fedede mig op og gjorde mig apatisk. Ikke før at en ven fortalte mig, at min kommune tilbød gruppeterapi begyndte solstrålerne at trænge igennem de små sprækker i mit tjæresorte sind. Jeg kunne smide antidepressiverne ud og langsomt vænne mig til den nye virkelighed, hvor alt ikke er det samme som før. Nogle dage genser jeg den som sorte tordenskyer i horisonten, men jeg kender symptomerne og søger ly uden at de fleste andre nok lægger mærke til det – og ellers hva så?

Det er første gang, at jeg har skrevet om min depression offentligt. Grunden er, at der på Det Kongelige Teater lige nu, i samarbejde med Københavns Universitet, Depressionsforeningen, AskovFonden m.fl., opføres forestillingen ’Menneskebyrden’. At se stykket var som at genbesøge min depression, først og fremmest det forløb som jeg gennemgik med læge, kommune og terapi, og som jeg ellers sjældent tænker på. Jeg fik genbekræftet at depression er en sygdom, og at min historie derfor ikke er enestående.

Menneskebyrden

’Menneskebyrden’ er en forestilling for både dem, der har lidt af depression, og dem der er pårørende. På verdensplan anslår man at der lige nu er 300 millioner, der lider af depression og tallet bare vokser i Danmark. Der er dermed stor sandsynlighed for, at du eller en i din nærmeste omgangskreds bliver ramt af depression.

Forestilling har mange bolde i luften. Vi får en historisk gennemgang af sygdommen og den nyeste forskning. Line, Daniel og Randi, der ikke er skuespillere, gengiver modigt deres depression og forløb med læger, pårørende, medarbejdere, jobcenteret, psykiatere og psykologer. Det er skræmmende så lidt der er sket siden dengang det var mig. De to skuespillere, Rosa Sand Michelsen og Thomas Voss, spiller med stor autencitet de ovennævnte roller og interviewede indimellem scenerne Line, Daniel og Randi.

Oveni alt dette var der ved hver stol placeret en art fjernbetjening, der bruges til stemmeafgivning. Jeg kom til at vende min om i mørket – så de data Københavns Universitet har fået er ikke helt valide. 😉 Fjernbetjeningerne bliver brugt til, at vi anonymt kunne bedømme Line, Daniel og Randis handlinger i en skala fra 1 til 10, den procentvise fordeling vises samtidig på scenens lærred. Det interessante er at næsten alle tallene blev valgt i hver eneste besvarelse, dog flest på 5, hvilket jeg formoder skyldes at folk ikke vidste, hvad de skulle svare. Også for mig, der genkender flere af situationerne, er det svært at svare på de ellers klare spørgsmål.

Folk spørger altid om der en grund?

Hvorfor fik netop jeg en depression, mens andre kan klare noget lignende uden at få det? Og hvad er depression egentlig? Intet af det er enkelt at svare på, og vi der har haft depressionen, giver den navne som den sorte hund og uvejret, og forsøger at forklare den med billeder som at befinde sig nøgen i et hus der er sammenstyrtet, være uden hud, hænge fast i sort slam osv.

Du tænker måske, at det her er mere en personlig historie end en anmeldelse, sandt nok. Men depression er stadig et tabu, der kræver opmærksomhed og takket være ’Menneskebyrden’, er her mit lille bidrag.

Værd at vide

Spiller i Skuespilhuset t.o.m. 16. februar 2019.
kglteater.dk