Miyazaki – Spirit of Nature

Hayao Miyazaki er kendt for sine smukke og magiske animationsfilm, som du aldrig glemmer hvis du først har set dem. Jeg startede med ‚Chihiro og heksene‛ for 20 år og har siden været tryllebundet af hans film. Derfor var forventningerne også høje, da jeg satte mig til rette for at se dokumentaren ‚Miyazaki – Spirit of Nature‛ under årets CPH:DOX. Desværre blev oplevelsen en skuffelse.

Filmen formåede desværre ikke at omsætte forventning til fortryllelse. Visuelt var den nærmest pædagogisk: klip fra Miyazakis film blev brugt som illustrative baggrunde for eksperternes udsagn, som om seeren ikke allerede kendte dem. Lydsporet var afdæmpet og insisterede ikke på noget – det forstærkede kun filmens præsentation af Miyazaki som genstand, ikke person.

Dokumentarens svaghed ligger i dens mangel på fortællermæssig struktur og personlig indlevelse. De mange interviews føles som små sten i en måtte: hverken bundet sammen eller særligt komfortable. Det, der kunne have været et nærbillede af en af verdens største kunstnere, ender som et gruppemøde, hvor alle taler om ham, men han selv forbliver en skygge. Symbolikken i hans film bliver forklaret, som om vi er til eksamen i Studio Ghibli 101, hvilket undergraver netop det, Miyazakis værk inviterer til: fri fortolkning.

‚Miyazaki – Spirit of Nature‛ er ikke en katastrofe, men det er heller ikke det mesterportræt, jeg havde håbet på. For Miyazaki-fans vil der altid være glæde i gensynet med hans univers, men som dokumentar savner filmen både mod, struktur og kærlighed til sit emne. Den gør ikke skade, men den gør heller ikke ære. Hvis intet andet, vil det give dig noget at tale om til næste middagsselskab – og et fornyet ønske om, at nogen laver den dokumentar, Miyazaki fortjener.

Værd at vide

‚Miyazaki – Spirit of Nature‛
 cphdox.dk/da/film/miyazaki-spirit-of-nature-da/