Neue Heimat! Jeg er flyttet til Berlin
Så er kufferten pakket ud, og stamcaféen med internetforbindelsen fundet. Jeg har glædet mig længe til at flytte til Berlin. Hovedformålet er at få skrevet mit speciale i kommunikation, og hvorfor så ikke gøre det i en by man elsker? Det var samtidig med en smule nervøsitet, at jeg rejste hertil. For det er flere år siden, at jeg sidst besøgte byen. Så det store spørgsmål var, om byens puls banker med samme taktslag? Er alt blevet færdigrenoveret og mondænt? Svaret er heldigvis ja og nej. Berlin er stadigvæk Berlin, hvilket vil sige, at den ikke er til at få hånd om og vanvittig inspirerende.
Vi bor i Friedrichshain, og her er alt, hvad hjertet kan begære: Økologiske supermarkeder, caféer, madsteder og restauranter, der serverer mad fra alle verdensdele, spillesteder, knejper osv. M.a.o. alle fire måneder kunne nemt gå alene i mit nye kvarter. Men jeg vil naturligvis afsøge Berlins muligheder og komme med mine anbefalinger til Kulturen. På fredag starter Berlinale, og så skal der ses film. Satser på ‘Discounts for Same-Day Tickets’ – så koster det kun 5 Euro i stedet for de normale 10.]]>