Niels Skousen kaster terningerne og løsner sit usynlige slips

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

Gaffajournalisten Espen Strunk har et mangeårigt kendskab til vores danske folkehelt Niels Skousen. I nærværende nyudgivelse præsenteres vi for en række interviews der tidligere er bragt i Gaffa. De tidligere reportager, anmeldelser, samtaler og interviews er sammenholdt med hinanden og nyt stof er kommet til, og det er lykkedes at skabe en levende sammenhængende fortælling om de seneste 20 års arbejdsliv for vores nulevende danske rocklegende Niels Skousen, der har rundet flere skarpe hjørner for nylig og for længst har holdt 40 års jubilæum.

Er man ude efter en egentlig biografi om Niels Skousen henviser Strunk til Gyldendals udgivelse af Skousens erindringer fra 2011 med titlen: ”Herfra hvor jeg står”, skrevet af hovedpersonen selv. Espen Strunk har ikke søgt at skabe en biografi om Skousen, men ønsker med bogen at give læseren et indblik i selve arbejdslivet på landevejen i de to bemeldte årtier. Det betyder, at vi kommer ned i meget spændende stof, hvor læseren lærer de hemmelige kneb og tricks i skabelsesprocesserne for teksterne og musikken, lidt nærmere at kende. Ansporet af Strunk kaster Skousen terningerne og løsner sit usynlige slips.

Lidt biografi alligevel

Lidt biografi snydes vi dog ikke for. Niels kommer til verden i 1944 i Tyskland. Vi kommer kort omkring en barndom, hvor Niels vokser op som faderløs. Ikke at faren ikke levede, men han så ikke til Niels’ side, eller den øvrige familie for den sags skyld. Niels og hans ældre storebror Thomas var frugterne af en kærlighed mellem faren, som var dansk, og Niels’ tyske mor danserinden Hildegard Dietz. Familien flygter til Danmark efter krigen og faren rejser tilbage til Tyskland for at arbejde på konsulatet. Moren opfostre sine drenge alene i efterkrigstidens Danmark. Velsagtens rækker den indsigtsfulde læsers fantasi til at forestille sig det vanskelige ved at vokse op som noget nær ”omvendt tyskerbarn”, i denne for mange usædvanlige svære tid, med genopbygningen af Europa e.t.c. Niels var faderløs, og lidt udenfor i et fjendeland, der samtidig var ‘hjemlandet’.

Historien er vigtig fordi, at Skousen sin karriere igennem har optrådt som en betragter. Som en udenforstående revser af tidsånden og manglen på samme. Et spørgsmål Skousen rejser i nummeret ‘Dage Og Nætter’ (2010) er meget toneangivnende for hans geniale stil: ”Var jeg virkelig midt i tiden, eller var jeg bare tidens nar?” Eller som vi finder det nummeret ‘Jegmelderfra.com'(2014): ”…. Jeg træder så varsomt at jeg næsten ikke er til…” og ”…. der fløj et missil gennem mit vindue det havde jeg ikke lige set”. Unikt og måske netop noget der rammer vores hjertekugler, mere end så meget andet.

Herfra hvor vi stod i 1971

Niels Skousens karriere er finurligt delt op i tre dele. Fra slut tresserne og frem til starten af firserne stod den på rockudgivelser under forskellige flag, både som solist, eller i Musikpatrulje regi, men mest kendt er nok makkerparret der kom til at hedde Skousen & Ingemann.

Efter disse år med ”bagskiden fra ’68” i bagagen. Pakker Niels Skousen ledningerne sammen, og lægger efter udeblevne succeser guitaren i flightcasen og deponerer den op gennem firserne og halvfemserne, til fordel for skuespillet.

Teateret og skuespillet er en anden side af Skousens mangeartede forcer, og mange husker ham i denne periode, som ‘Aksel’ i den langstrakte tv-serie ‘Landsbyen’, hvor han spiller sammen med Chili Turèll (og de får hinanden til sidst med Kirkebryllup og det hele). Af teater kan bl.a. fremhæves ‘Som boblerne i bækken’.

Læs: Som boblerne i bækken i Teater Nordkraft

Skousen kan dog ikke lade sangtekstforfatningen ligge, og skriver eks. teksterne til en anden af DR’s dramaserier for børn nemlig ‘Da Lotte blev usynlig’, instrueret at hans nuværende hustru Linda Wendel. Her husker de fleste det kendte temanummer ‘Hulubulu’, som er fra 1988.

Niels Skousen beslutter sig for et bragende comeback

Endelig kommer vi hen til den nye epoke fra cirka årtusindeskiftet og frem, og det er den Espen Strunk har fokus på. Det er her at 58-årige Niels Skousen beslutter sig for et bragende comeback på den danske rockscene. Igen er denne opdeling af de forskellige arbejdsepoker vigtig, fordi Skousen i de sidste to årtier har arbejdet med et anslag der klart adskiller sig fra de tidligere produktioner – en slags ‘NY Niels Skousen’, der som solist er trådt ind i helt nye dimensioner.

Det nye anslag er en hypermoderne version af det der var engang, og som han naturligvis stadig er uløseligt forbundet med, men Skousen fortaber sig ikke i nostalgien, men rammer nutidens tidsånd med den bedagede betragters sind, og lader livserfaringen få råderum. Hans stil hænger sammen med den ‘gamle Niels’, men som han selv bemærker i et af Strunks interviews er han ‘lidt som en konkurrent til sig selv’ – på turnérne elsker folk det nye, men vil også gerne have det gamle.

Ingen bliver dog heller ikke snydt for 1971 nummeret ‘Herfra hvor vi står’, men samtidig er det her balancekunsten ligger – nemlig ikke at fortabe sig i fortiden, og se fremad.

Hvor står vi nu?

Vi står der, hvor vi ligesom i sangen, kan se os om til alle sider. For det første er kunstneren Niels Skousen som nævnt, én der ser frem. Bogen beskriver tilblivelserne af lyrikken og musikken. Vi kommer helt ned i digterens værktøjskasse. Dagspressen, egne erfaringer og offentlige meninger får råderum. Omkvæd bliver kasseret undervejs, for så at vise sig at skulle blive det bærende element i en tekst alligevel, og her viser Skousen hver gang sit værd.

Teksterne bære bestemt præg af at Skousen, som han selv siger: ”følger rimeligt godt med” i verden omkring ham, og det har han tænkt sig at blive ved med. Vi får eksempler på digteriet, og får f.eks. løftet sløret for at omkvædet i nummeret ’68, blot var ment som en slags arbejdstitel og at han undervejs sagde til sig selv at sætningen: ”Jeg er ikke egentlig utilfreds, det’ bare en bagskid, der har varet siden ’68”, slet ikke kunne bruges, ”….og sådan noget kunne man jo ikke skrive!” – og alligevel var det den der slap igennem på den endelige produktion, hvilket vi er mange der er glade for.

Vi står også der hvor at vi kan se tilbage på en karriere der tog konsekvensen af et udeblevent publikum, som et par årtier senere endelig kendte deres besøgstid.

Samarbejdet med Nikolaj Nørlund

Endelig rummer bogen et omfattende og dybdegående interview med produceren Nikolaj Nørlund der har været hovedmanden i relanceringen af ‘den nye Skousen’.

Læs eller genlæs: Nikolaj Nørlund på Studenterhuset

Vi kommer på godt og ondt ned i detaljerne i studieindspillingerne og udgivelserne, som efterhånden er blevet mange årene igennem. Vi får at vide hvordan et sådant samarbejde opstod, hvordan det kollegiale venskab kom i vej, og også at Nørlund, som en art kapelmester, udvælger de studiemusikere han mener vil kunne bidrage til ‘lige netop’ den indspilning – og disse musikere er ikke nødvendigvis de samme som flankerer Skousen på landets scener.

Vi kommer også ned i produktionsdelen, hvor vi gøres bekendt med lydspor og detaljer. Her fortæller Nørlund om skabelsesprocesserne i studiet og bag mixerpulten. Hvor meget skal vokalen fylde? Hvor meget skal guitaren fylde? Nørlund giver et eksempel på sådanne folk som ‘Tom Petty and the Heartbreakers’, der på et tidspunkt ville lave en plade der skulle lyde som om den var indspillet i løbet af en weekend i en garage – det tog dem flere år i et professionelt lydstudie at få lige netop det udtryk frem!

I relation til samarbejdet med Skousen er de ofte lidt i samme boldgade – hvordan er teksten? Skal den reciteres? Skal vokalen ”stå lidt alene” som vi ser et super eksempel på i nummeret ”Få sjælen med”, hvor vi oplever at Skousen i indledningen kommer med statesmentet ”Husk at få sjælen med siger de….”. Her er vi ude i en slags metalisk megafon-stemme der giver et opråb inden det egentlige nummer går i gang. Andre gange hører vi også Skousen udbryde ”Vågn Op! Vågn Op!” midt i teksterne, og her ser vi den samme effekt hvor mixerpulten og Nørlunds fingerspitzgefüle topper.

Min skyline

Strunk forholder os heller ikke en hjertevarmende samtale mellem Skousen og Ingemann, hvor bl.a. også hash bliver debatteret. Vi kommer omkring det mangesårige samarbejde som et hele og får (heldigvis) bragt rygterne om et muligt uvenskab til tavshed. De gamle tekster bliver tolket, udlagt og forklaret. De tidsløse tekster har også udviklet sig over tid og har måske en anden betydning i dag end de havde da de blev skrevet osv. Det gamle makkerpar beretter åbenhjertigt og afslappet om deres valg, episoder og anekdoter. Espen Strunk ejer tilsyneladende evnen til at få dem han interviewer til at slappe af.

I bogen får vi også flere sangtekster gengivet i fuld spillefilmslængde, og sluttelig har vi en ‘Kommenteret diskografi’, som er lige i skabet. I stedet for blot at vise en trist og intetsigende oversigt af udgivelserne gennem årene, bliver deres tilblivelse og berettigelse forklaret – det er godt tænkt.

Espen Strunks Bogen ‘Min skyline’ er et must for alle der kan lide Niels Skousen.

Værd at vide

byensforlag.dk

nielsskousen.dk

Omslagsfoto: Morten Rygaard

---

Indlægget er skrevet af gæsteskribent: Jesper B. Hillestrøm. Skribent, Forfatter & Foredragsholder.
Se hans andre indlæg på kulturformidleren.dk her