Night Fever: Designing club culture 1960-today

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

Et fascinerende brag af en yderst gennemført udstilling møder os i Designmuseums Danmarks hovedbygning. Udstillingen handler om natklubbernes opståen, levned og liv gennem – skal vi sige de efterhånden 5-6 årtier, der er tale om.

Musik og dans har altid fyldt meget hos os homo ludens. Og ingen af os behøver at være videnskabsfolk for at vide, at selv fra de ældste og mest primitive kulturer graver arkæologer til stadighed smykker frem, som ‘damerne’ kunne gøre sig dejlige med, kamme til at frisere håret med og ofte kommer musikinstrumenter frem i mulden. Og i de bibelske beretninger fra civilisationens vugge kom musik og dans i centrum sammen med god mad og også rigelige mængder vin og sågar hvedeøl.

Designmuseum Danmark. Photo Pernille og Linus Klemp

Popart kulturen finder fodfæste

Designing club culture udstillingen har været vist i fire andre hovedstæder i Europa og kuratorerne kommer fra så fornemme steder som Vitra Design Museum, Kingston University London og Brussel’s Design Museum. Udstillingen viser os vejen frem for denne snævre niche, der med afsæt i efterkrigstiden opstår og forplanter sig af alt det, der ikke udgjorde hippiemiljøet i 60’erne. Popkulturen var og blev mere den rige hvide mands oprør mod ‘old school’ brillantinen og 50’ernes ellers så bedårende, og for mange ‘hyggenostalgi’ med ‘rock around the clock,’ og alt det der.

Natklub kulturen tager mere afsæt i popart fænomenet med eksempelvis folk som Andy Warhol som ankermand på ‘The factory’ (1962) og senere ‘The Velvet Underground’ (1966). En discobølge rammer verdenskortet, og glider siden hen over i ‘House’ og endelig også 90’ernes ‘Techno’. På udstillingen er der lavet et genialt dansegulv, hvor man med høretelefoner suges ind i årtiernes musikalske tidsånd, og denne feature må og skal bare ses, prøves og opleves af udstillingsgængeren.

Keep Smiling til Specialdesign, ost og John Travolta

Udstillingens omdrejningspunkt er dog ikke musikken i sig selv. Da vi befinder os på Designmuseet er det ikke overraskende tidernes design i disse mangfoldige klubber i verdensmetropolerne, der er i centrum. For klubberne er på ingen måde hippiernes guitar, lejrbål og overnatning i det fri med folkevognsrugbrødet som base. Klubberne er, hvad vi kunne kalde ‘designtempler’. Med designet interiør, hvor lamper, lyssætning, møbler og alt andet tænkeligt udgør et image eller tema, der undertiden specialdesignes helt ned til stikkontakterne og selv diverse skruer. Tro endelig ikke at de mest fremtrædende af disse klubber på nogen måde lod tilfældighedernes blinde spil råde.

Foto: Andreas SÅtterlin

Lidt som vi kender det fra andre klubber kan et ‘medlemskab’ være entrébilleten eller venner, der allerede er medlemmer, må eller skal vouche for én. Ofte ville ‘walk-ins’ være ‘no-go’, som det hedder på godt dansk. Til events og V.I.P. arrangementer kunne man som én af de få udvalgte være heldig, at postbudet ugerne i forvejen til et af disse events bankede på døren med en pakke med et mærkat påklistret på siderne med teksten ‘fragile’. Nede i pakken ville man så finde et æg, hvor blomme og hvide var blæst ud, liggende i halm. Og ved at bryde skallen kunne man så hive en invitation ud til lige netop den natklub, man havde ønsket sig at besøge.

Natklubben ‘AREA’ benyttede sig af den teknik i 80’erne eksempelvis. De små invitationspakker kunne også være en spændt musefælde, hvor invitationen havde taget ostens plads – og hvor nu vi er ved ost, sendte man også invitationer ud sammen med en ægte cheddarslice ost, hvor osteskiven og invitationen møjsommeligt var pakket ind sammen i plastik. Teksten på invitationen var vandfast, så når osten svedte blev invitationen kun gennemblødt af dejlig sveden ostevalle, og så kunne man altså stå og vifte med den forventningsfuldt ved indgangen til aftenens natklubfest få uger efter modtagelsen. En lille blå gelatinekapsel, der skulle opløses i vand indeholdende et stykke vinyl med en invitation på, var også i spil.

Nogle klubber gik så langt som til hver sjette uge at ‘udskifte’ hele interiøret i natklubben. Klubben kunne have look og design som en katolsk kirke den ene uge, hvorefter alt i løbet af blot fire dage, med planlægning og arkitekttegninger der havde pågået år i forvejen, at blive forvandlet til en palmestrand med swimmingpool, og seks uger efter ville et hospital udgøre klubbens tema. Personalet var så henholdsvis nonner, strandbabes eller sygeplejersker. Mulighederne var omfangsrige, priserne dyre og intet var for helligt.

John Travolta’s store gennembrudsfilm ‘Saturday Night Fever’ fra 1977 spiller en vigtig rolle i udstillingen og har naturligt nok ikonisk karakter og levnes god plads, og det skal indrømmes, at det er svært ikke at blive suget med ind i de vældige fladskærme og ligesom lade anmelderminen blot være en maske, man har på.

Designmuseum har også haft mulighed for at ‘danskitisere’ udstillingen og de dygtige folk har dekoreret en hel væg med pladecovers fra de danske bidragydere til dansegulvenes rytmer. Her ses naturligvis albummet fra 1983 ‘Keep smiling’ fra vores danske Laid Back venner hvor deres kendte ‘White Horse’ går for at være et af de mest solgte og spillede nogensinde. Laid Back drengene spiller som bekendt endnu og fejrede 40års jubilæum sidste år, hvor deres anmelder i den anledning fik foræret deres nyeste ‘Healing feeling’ af selveste Tim Stahl.

Foto: Paolo Mussat Sartor

Natklubberne på retur

Natklubbernes rolle har ændret sig gennem årtierne. I deres spæde begyndelse var de centrum for de steder, hvor ny musik blev spillet for allerførste gang, og her har moderne teknologi taget over for længst. Natklubbernes eksistensgrundlag møder også udfordringer ved stigende grundpriser i landenes metropoler, og hertil kommer publikums skiftende smag og desværre den umoral og dekadence og misbrug af mere og mere raffinerede euforiserende stoffer, der på ydmygende vis kræver sine ofre, i stedet for blot at holde sig til champagnen og en Marguerita.

Foto: Rod Lewis

Udstillingen vender hver en sten i den omfangsrige natklubkultur, men tro mig, der er sikkert endnu mere materiale end det udstillede, derfor efterlyses et bagkatalog eller en bogudgivelse, man kunne tage med sig hjem. At udstillingen er så interaktiv, som den er, kan kun tjene til ros, og man kan glæde sig over, at der til og med september er righoldige muligheder for at besøge udstillingen under forskellige flag og events, som løbende opdateres, og derfor gør man klogt i at tjekke museets hjemmeside ofte –

www.designmuseum.dk

Rigtig god disco fever herfra.

Udstillingsareal: Ca. 700m2.

Kan ses til og med 27. september 2020

---

Indlægget er skrevet af: Jesper B. Hillestrøm. Skribent, Forfatter & Foredragsholder.

Se hans andre indlæg på kulturformidleren.dk her…