Nikolaj Nørlund

Jeg læste for nyligt et interview med litteraturanmelderen Lars Bukdahl (som bør være mange danske anmelderes forbillede) i Information. Han blev spurgt om, han nogensinde havde oplevet at tage helt fejl i en anmeldelse? Svaret var Nej! Dog at han nu og da være for venlig; f.eks. når et forfatterskab, han holder af, ikke er “up to speed.”

Jeg erindrer heller ikke at have taget fejl i mine anmeldelser, og det at anmelde er jo også en subjektiv fortolkning af det oplevede. Venlig kan jeg være over for en ny middelmådig plade af en kunstner, jeg holder af. Men hvis de tilhørende koncerter ikke bringer det bedste frem fra kunstnerens musikalske univers, kan jeg blive grundigt irriteret.

På udebane

Det var en lille omvej for at nå frem til Nikolaj Nørlunds koncert på Studenterhuset. Det var bestemt ikke en skrækkelig oplevelse, som sidst jeg så ham på 1000Fryd. Men uanset hvor mange gange jeg har set ham spille, og det er efterhånden en del, når hans musik mig ikke på samme måde live, som når det spilles hjemme i stuen.

Jeg har undret mig derover, da det ellers ofte forholder sig omvendt. Ikke mindst fordi jeg har været en hengiven fan i over 10 år, siden ?Tændstik? albummet. Den eneste reelle forklaring jeg kan komme frem til er, at jeg har et så intimt forhold til flere af hans sange, der har ledsaget mig igennem store og små beslutninger i livet, at Nikolaj Nørlund altid vil være på udebane, når han spiller live.

Bevidstheden om at Nikolaj Nørlunds musik, om end ikke rammer mange, så få dybt, fik man syn for denne torsdag aften. Det er sjældent at så mange forskellige segmenter ses samlet til en koncert på Studenterhuset. Fra skatere til gymnasielærere, fra teenage piger til grånede herrer.

Længere den anden vej

Da scenen var sat lød det klassiske stykke ?Ode to Joy? fra højtalerne. Og så fik vi en smilende Nikolaj med sit orkester, bestående af to guitarister, en bassist og trommeslager, ind på scenen, for med henvisning til AABs daværende, nu delte, førsteplads i Superligaen at spille nummeret ?Verdensmester?.

?Er I glade? Har I spist? Har I tisset af?? spurgte Nikolaj. Et spagt ?ja? blev leveret fra salen, og vi blev fortalt, hvordan han elsker Aalborg. ?Det er Wild West!?. Ikke det smarteste at sige, men for Nikolaj er der nok længere fra København til Aalborg end den anden vej. Spørgsmålene blev dog ikke stillet uden grund, for det var en to en halv times koncert, vi skulle opleve. Og det inklusiv ekstra numre piftet og klappet frem af et begejstret publikum.

Aah aahhh

Bandet spillede fint sammen, men på trods af et stort bagkatalog var der for mange fyldnumre, så man ikke blev løftet op i et opstemt fællesskab. Jeg tror ellers, at de fleste i salen kunne synge med på flere omkvæd, end blot ?ahh ahhh? i nummeret ?Ned til søen?. Når jeg kiggede ud over salen, kunne jeg se læberne bevæge sig til lyrikken. Men når de ikke sang med af fuld hals, skyldes det måske nok, at jeg ikke er den eneste, der har et intimt forhold til sangene.

Det var ellers en glad stemning som rådede, om end Nikolaj ikke er den bedste til at engagere publikum. Nikolaj besidder ikke helt den samme charme som Emil, fra Ulige Numre, der spillede ugen før og havde publikum i sin hule hånd. Og så rammer Nikolajs morfarhumor ofte gulvet med et klask, så man står der og tænker ?jeg tager måske musikken mere seriøst end Nikolaj Nørlund selv?.

Seriøst

Så måske har jeg alligevel taget fejl, når det hver gang ikke føles helt rigtigt. Og må så finde mig i min oplevelse af, at det bedste fra pladerne ikke bringes frem live. Man har jo ikke nødvendigvis ret fordi man er anmelder.