NJORD Biennale – åbningen
Jeg er blevet en doven musiklytter. Med det mener jeg ikke, at jeg ikke lytter til ny musik. Nej, med det mener jeg, at jeg alt for sjældent hører musik, der kræver mere end bare at glide med fra den ene takt til den anden, fra den ene strofe til den næste. Det er ikke en erkendelse, der bare lige ramte mig, men noget jeg skulle konfronteres med, hvilket jeg blev en vidunderlig og fascinerende aften på Charlottenborg til NJORD Biennale.
Samtalesalon
På NJORD Berlinales hjemmeside står der, at NJORD er Københavns biennale for ny, nordisk kunstmusik.? Det lyder jo temmelig luftigt. Derfor var det også luksus, at jeg inden aftenens koncert, med Knud Romer som dirigent, kom tæt på årets festivalkomponist islandske Anna Thorvaldsdottir, den norske komponist Lasse Thoresen. Målet med samtalesalonen var at sætte ord på møderne mellem musik, poesi og billedkunst.
Mange interessante tanker kom frem. Jeg hæftede mig især ved Lasse Thorsens om, hvordan at du enten kan kommunikere med musikken eller lade den styre dig (som popmusik) og dermed miste risikere at miste meningen. Hans ønske er, at vi som lytter til hans musik skal kommunikere med den. Det kan igen virke noget luftigt, men det var for mig en perfekt indgang til åbningskoncerten samme aften i Charlottenborgs festsal.
Apollo Kantine leverede utrolig lækker og velsmagende vegetarføde. Jeg skal helt sikkert besøge stedet igen.
I festsalen
Omkring halvandet hundrede var mødt op i Charlottenborgs smukke festsal, og stedet summede af glæde og forventning. Målet med koncerten var ?at skabe et poetisk koncertprogram, hvor både ord og musik lader os reflektere over livet.? Intet mindre.
Athelas Sinfonietta, der er i programmet omtales som ?blandt landets ypperste inden for den ny musik?, stillede op med en strygerkvintet, en pianist og tre percussionister. Derudover klarinettisten Mathias Kjøller og Mogens Dahl Kammerkors stjernesangere. Ovenstående – nok kendt i nymusikalske kredse – var for mig helt ukendte. Det blev der lavet om på. 🙂
Music is best when it plays itself
Hvordan skal jeg så beskrive musikken? Nogle af stykkerne var som taget ud af en opera, eksempelvis den storladne ?Drømmesange? af Per Nørgaard, andre, bl.a. af Anna Thorvaldsdottir, knap hørlige. Det var en musikalsk rutsjetur. Det nærmeste, jeg kan komme på en beskrivelse, er Lasse Thorsens udsagn om, at musikken kommunikerede med mig. Derved er min beskrivelse endnu mere luftig end NJORD Biennales egen. Men jeg er vild med det! Vild med at musikken overskrider sproget og ?bare? er musik. Eller for igen at citere Lasse Thorsen: ?Music is best when it plays itself?.
Post NJORD
NJORD Biennale var et tiltrængt ny-syn på musikken og jeg skal helt sikkert af sted til næste gang, i 2020. Håber du skal det samme. Indtil da kan jeg anbefale dig at lytte til Anna Thorvaldsdottir. Hun er min nye favorit på Spotify.
Værd at vide
