Northern Winter Beat 2013, lørdag

Der er evigvarende problematiske omstændigheder, som hører en festival til: Du kan vælge de forkerte koncerter. Trætheden begynder at melde sig efter et par dage. Du er øm i ledende, især knæet og fodsålerne brokker sig. Og du er allerede fyldt op med gode koncertoplevelser. Kunstnerne på scenen skal nu virkelig præstere, før du sender store klapsalver og piften mod dem som tak.

Disse forhold prægede min lørdag og stemningen generelt på festivalens tredje dag.

Min aften startede kl. 21.30 på Skråen, hvor trioen Fenster fra Berlin/New York var programsat. Jeg valgte dermed Dead Western fra. Han havde ellers taget hele vejen fra Californien blot for at spille de to koncerter på Northern Winter Beat ? en meget speciel oplevelse er jeg blevet fortalt.

Fenster var dog ikke et dårligt valg. De to mænd og den ene kvinde stod med glimmer i ansigtet i den alt for store sal, hvor de forreste publikummer stod med en fem meters afstand til scenen. Musikken var storladen, numrene lange og flød ind i hinanden, og alle tre sang skiftevis eller sammen. Der var fantasifuld brug af instrumenterne, som stortrommen, der blev lagt på tværs ovenpå to stole, og den store trommestik var vredet af pedalen og taget I hånden.

Musikken var med en god potion post-rock inspiration og lyder som Mogwai møder Beach House. Deres album fra sidste år fik fem ud af seks hjerter i Gaffa. Jeg skal helt klart lytte mere til Fenster.

Da folk begyndte at strømme ind til den efterfølgende koncert med Christian Hjelm, valgte jeg at tage på 1000fryd for at se MX kl. 22.30, hvilket var en fejl! Først stod en mand på scenen med en kassettebåndoptager i hånden og afspillede 70 år gamle lydklip fra folkedansarrangementer. Herefter gik bandet i gang med noget, der lød som keltisk støjrock. Det blev en tand for avantgarde!

Thulebasen spillede samtidig til Tambourhinoceros aften på Studenterhuset. Så jeg valgte jeg at gense bandet. Først og fremmest på grund af den kvindelige trommeslager. Hun er næsten lige så fantastisk at se på som blæksprutten i Bennys badekar. Da jeg kom til Studenterhuset, var hun desværre skiftet ud med en mandlig trommeslager.

Det var det intet ved, så jeg tog tilbage på 1000fryd for at vente på Awesome Tapes From Africa, som skulle gå på kl. 24.00. MX var her i gang med at pakke deres udstyr sammen, og jeg får at vide, at deres koncert blev bedre for hvert nummer. Øv!

Kasettebånd i to kuffetere fyldt med farvestålende covers blev sammen med en MacBook, mixer og kassetteafspillere gjort klart på scenen. Da kl. er 24.00 er 1000fryds lange smalle lokale totalt totalt fyldt med mennesker. Vi venter alle spændt på at se den lille New Yorker. Og da han kommer på scenen, bliver der spillet afrikansk musik, samlet på skramlede optagelser, for fuld tryk. Musikken er langt fra Hip Hop og R&B, men alligevel meget dansabelt og dragende. Brian Shimkovitz mikser ikke numrene sammen, men skruer volumen ned for den ene kassetteafspiller, når nummeret slutter, og op for det næste.

På trods af det dragende i musikken, bliver det lidt kedeligt at se på i længden. Så jeg bevæger mig med en god oplevelse i ryggen, på ømme fødder til Studenterhuset, hvor Eaggerstunn skal slutte festivalen af kl. 1.00.

Salen er fyldt med mennesker og den dejlige summen fra et forventningsfuldt publikum. Jeg selv er kommet for at se deres hit ?Kugledans?. Eaggerstuun kommer ind på scenen med band og spiller mere klassisk Roots, som befinder sig et stykke fra deres hit. Fedt leveret, men ikke det jeg er kommet for at se, og Eaggerstuun trækker den. I løbet af den tid jeg står træt og hænger op ad væggen forlader minimum en tredjedel af publikum salen. Jeg selv giver op efter 75 minutter, arbejdet kalder næste morgen.

Håber du havde en bedre lørdag på Northern Winter Beat end mig 🙂

Inden for de næste par dage leverer jeg en lidt større refleksion over festivalen.

Værd at vide

Hjemmeside: winterbeat.dk