Northern Winter Beat 2014, fredag
Efter en god start torsdag, tog jeg kvart i fem gik jeg mod Gråbrødre Museet for at se, om der var plads til at komme ned under byen med Den Sorte Skole. Køen var allerede lang og pladsen desværre for trang, så jeg måtte gå hjem med uforrettet sag.
Black Lizard
En af fredagens must-see koncerter var for mit vedkommende finske Black Lizard. Jeg havde inden koncerten fået lyttet en del til deres nye album af samme navn, hvilket helt fortjent har høstet en hel del roser i musikmedierne. Der er næppe en genre som rockgenren, der er fyldt med konventioner om, hvordan man klæder sig og hvilken attitude, der hører til. Black Lizard levede op til dem med stramme jeans, læderjakke og en forsanger med tonede briller. Studenterhuset sal blev fyldt hurtigt, mens vi blev mødt med en mur af snerrende psykedelisk støj, der flåede i ørene, slog hårdt og dybt mens anden guitaristen under hele koncerten lod vibratorarmen hænge løst. Black Lizard har hentet en del inspiration fra post punken som The Jesus and Mary Chain, og det var ikke helt nemt at høre hvad der blev sunget. Det var en koncert, jeg lod mig rive med af fra start til slut. Hvis jeg skal komme med kritik af bandet er det, at selvom musikken er melodisk og albummet er fedt, manglede hittet, der kunne løfte koncerten op mod et klimaks.
Death Hawks
Efter Black Lizards stod valget mellem at blive på Studenterhuset og se amerikanske Jeffrey Lewis eller gå på 1000fryd. Jeg var sulten på mere finsk, så jeg gik med hylen i ørene til 1000Fryd for at se Death Hawks. Her var ligeledes pænt fyldt med publikum, og blev det endnu mere under koncerten. Hvor Black Lizards var læder og jeans, var Death Hawks frynser og fuldskæg. Bandet var sjældent gennemført. Death Hawks havde også taget et orgel med, som førte os ud i det uendelige univers. Lyden var som noget jeg ellers kun har hørt på 40 år gamle indspilninger. Her var virkelig tale om psykedelika i højeste potens. Jeg lod armene falde og lod mig flyde med ud. De kan noget de finnere!
Mads Beldring og Jacob Bellens
Det blev også til et kort besøg på Skråen, hvor der var stillet langborde op, så man kunne sidde ubehageligt skævt til scenen. Som opvarmning var de to dansksyngende søskende Mads og Karen Beldring. Jacob Bellens havde, modsat sidste koncert på Huset, fået et band med bestående af en trommeslager og guitarrist. Jacob Bellens er en finurlig person med en stor stemme og lidt uigennemtænkte ytringer. Men han passede bedre på Skråens scene end i Husets mere intime lokaler.
Dangers of the Sea
Min anden must-see koncert fredag var koncerten med Dangers of the Sea. Derfor gik jeg i god tid fra Skråen for at få en plads. Det havde der ikke været grund til, da Den Sorte Skole var publikumsmagneten på Utzon Center. Tomt var der dog ikke på 1000fryd og publikum var, som jeg selv meget begejstret over koncerten. Dangers of the Sea laver i pagt med naturen melodisk-lejrbål-musik i vokalharmoniernes lysning. Det emmer lidt af Fleet Foxes, som også har fundet inspiration i 60ernes folkemusik, dog ikke helt så himmelstræbende. Det betyder ikke at Dangers of the Sea er rent musikterapi. Bandet har nogle rigtig gode tekster på deres debutalbum, og hyggehits som numrene ?Sheer Desperation? og ?Your Time is Wasted?. Albummet og koncerten var af høj kvalitet. Det var en behagelig stemning, som lagde sig ned over 1000fryd og sluttede en helt igennem god anden Northern Winter Beat dag.