Northern Winter Beat 2014, torsdag
Torsdag aften startede Northern Winter Beat for mit vedkommende på Skråen kl. 21.30, hvor Thee Attacks gik på scenen. Som aalborgenser kan det næsten ikke undgås, at man har set de tidligere bysbørn optræde, da de har spillet utallige gange forskellige steder i byen.
Thee Attacks
Det var imidlertid et stykke tid siden, at jeg sidst havde set dem. Og jeg havde en forhåbning om, at bandet havde bevæget sig væk fra pigtrådsmusikken og kronologisk frem i tiden til den mere psykedeliske genre, der er blevet genskabt det sidste års tid med bands som Foxygen og Unknown Mortal Orchestra. Det var desværre ikke tilfældet! Det var tydeligt at se, at bandet har fået større selvtillid, og energien var intakt med skrig, støn, vrikken med hofterne og hoppen rundt på scenen. Men teksterne og numrene kørte over samme enkle skabelon, med hurtige riffs og repetitive omkvæd. Bevares, det er ikke et krav at et band skal udvikle sig, og de som jeg kender, der så Thee Attacks for første gang var begejstret over showet, men i min bog er stilstand lig med tilbagegang.
The Minds of 99
Så jeg bevægede mig ud i Alaska kulden, til Studenterhuset for at høre de dansksyngende new-wave-punkere The Minds of 99, der har semi-hittet med nummeret ?Det Er Knud Som Er Død?. Da jeg trådte ind i salen kvart over ni blev selv samme nummer spillet. Bandet har kun udgivet en EP, og det manglende materiale gjorde at koncerten allerede var slut lidt over 10 minutter efter. Men det seks mand store band besad en helt anden nerve og leverede en sjælden intens koncertoplevelse. Musikken blev krænget ud så det virkede blottende. Jeg glæder mig til at se en hel koncert med The Minds of 99.
Blue Flamingo
En smule uforløst gik jeg ind i caféen for at høre Blue Flamingo. Det er sjældent man ser en disc jockey dressed som en jockey, men Blue Flamingo er i den grad gennemført, og det samme var musikken. Gamle plader med Elvis, samba og sjældne B-sider blev spillet og introduceret med en umiskendelig hollandsk accent. Det var en sjov oplevelse, der bragte os langt væk fra vinterkulden. Desværre havde The Minds of 99s tidlige exit gjort, at mange havde forladt Studenterhuset, og at festen ikke rigtig kom i gang. Og så var det jo kun torsdag.