Olafur Eliassons Riverbed
Noget af det som jeg har set allermest frem til, i den tid jeg har boet i Aalborg, er atter at blive medlem af Louisiana. Nok er Louisiana et museum, der sjældent vover det nye og vilde, som kritikken også går på i disse dage. Men Louisiana har for mig været en kunstopdrager og ligger smukt som få. Så da Olafur Eliasson skulle åbne sin første soloudstilling på Louisiana i onsdags, kunne timingen ikke være bedre. Manden er uomgængelig, hvis man interesserer sig en smule for danske kunst, og det er helt velfortjent. Vi fik en glimrende rundvisning af værkerne, der er spredt rundt omkring på museet. For ifølge rundviseren er Olafur inspireret af, at man går meget rundt på Louisiana. ?Fire steder i alt, fire ben som udstillingen hviler på? blev vi fortalt. Men hver enkelt af dem, ser jeg langtfra som værende lige stærke.
Modeller
Det første stop var det store langbord fyldt med modeller. Både af realiserede og ikke-realiserede projekter. Det er overdådigt et visuelt festmåltid, dækket især af geometriske figurer fra Olafurs værksted i Berlin, hvor han har tæt på 100 ansatte. Det giver et rigtig fint indblik i forståelsen af hans kunstneriske proces: Hvordan idéer prøves af som små materialiteter, inden de bliver til værker.
Kunstfilm
Efter en vandring kom vi til biografen. Tre film kører i loop. Jeg nåede kun at se halvdelen af den første, hvor personer går rundt i hans studie; henholdsvis slowmotion og realtid, uden at nogen af parterne lader sig mærke af det. Jeg skal have set alle tre film, men det mest interessante ved filmen var at se Olafur Eliassons værksted. Olafur har tidligere danset breakdance, så filmen skal ses som en kommentar til kroppen og dens begrænsninger. Jeg synes nu, at Spike Jonze har gjort det bedre med sine musikvideoer.
Sten
Udstillingens hovedattraktion er ?Riverbed?, og efter at vi på vejen passerede museumsbutikken, mødte vores fødder hurtigt et nyt, råt trægulv. Som en badebro varsler vand, varslede det en anderledes kunstoplevelse. Og det er en oplevelse af de sjældne. Flere rum fyldt med lavasten fra Island og en kunstig bæk, som flyder fra top til bund. Det er naturen, stenenes rå kraft, der ligger der omkranset af de hvide vægge. Det bliver helt sikkert en publikumsmagnet, og det er også meget sanseligt at gå rundt i de rengjorte sten. Sikkert en stor oplevelse, hvis man ikke har oplevet det før. Det havde jeg, idet Olafur for lidt over et år siden spredte lavasten ud på gulvet på Kunsten i Aalborg. Underligt nok er udstillingen ikke nævnt i Louisianas katalog.
Så min oplevelse af at gå rundt på lavastenene var lidt som, undskyld filmmetaforen, at se en independent film genindspillet af Hollywood. Flere effekter i form af nivellering og en kunstig bæk. Men mere af det samme frembringer ikke nødvendigvis større følelser. Jeg betragter det som Olafur Eliasons akilleshæl, at hans værker er så umiddelbart sanselige. At refleksionen omkring værkerne ikke kommer naturligt, men skal fremtvinges. Som at tænke over hvad der er den dybere mening med at putte lavasten ind i museum? Det er måske min fejl, men jeg tror nærmere det skyldes, at Olafurs kunst ofte nærmer sig arkitekturen. Ikke at det fjerner muligheden for at refleksion, men fordi at formålet her spiller en vigtigere rolle end i kunsten. Regnbuen på Aros er fascinerende at gå rundt i, men oplevelsen klinger hurtigt ud. Når jeg har set verden igennem et farvefilter eller trådt på sten fra Island, er det ikke synderligt interessant at opleve det igen. Læg dertil at Olafurs værker ofte har et meget enkelt udtryk.
For enden af regnbuen
Det fjerde ben er så absolut det svageste. Øverst oppe, hvor den kunstige kilde tager sit udspring, befinder sig et lille rum med bøger om Olafur Eliasson. Så kan man sidde der og samle kræfter til turen nedad. Pas på du ikke falder på halen! – der er risiko for stenskred.
Værd at vide
