Pelle Erobreren på Østre Gasværk
Pelle Erobreren markerer åbningen af Østre Gasværk efter mange måneders modernisering. Et stort drama til et af Danmarks smukkeste teaterrum. Det var ikke lige til at få øje på de store forskelle, men vi mærkede det med det samme, vi satte os ned i de nye komfortable stole.
Pelle på knolden
Endnu mere da stykket gik i gang. Lyden var superb. De medvirkende kan ikke tale hele det store rum op, så de havde mikrofoner klæbet til kinden, hvilket ikke generede, da scenen er kæmpestor uden bagtæppe og uden kant – kun med den bygningens runding – til siderne.
Det visuelle var til at falde ned af stolen af, hvis man altså ikke sad så godt. Den store bagvæg blev forvandlet til et kæmpe lærred. Projektørerne tog os med til vands, til lands og ind i godsejerens gemakker. I stykkets anledning er scenegulvet udgjort af en lille bakke af jord, hvilken bruges fantasifuldt. Rammerne for en stor teateroplevelse er der!
Olie og vand
Forlægget er slidstærkt og har vist, at det kan høste en Oscar i springet fra roman til film. Orkestret skabte igennem stykket smukke lydbilleder med dets folkemusik, hvilket fungerede virkelig fint. Men af en eller grund skal det ikke blot være som teater, men som musik-teater at vi skal se Pelle Erobreren. Når benhård socialrealisme – hvilket jeg tillader mig at betegne Martin Andersen Nexøs roman som – kombineres med sang i dansk musicaltradition à la Sebastian er det som olie og vand. Den eneste gang jeg kan komme i tanke om, at noget lignende er lykkedes er i Lars Von Triers ‘Dancer in The Dark’.
Når jeg endelig begyndte at føle noget for karakterne, brød de ud i sang med tekster som blot forklarede hvad de følte i stedet for at spille det. Det gjorde samtidig at stykket (der i alt tog 2½ time) føltes for kort pga. af de mange ?afbrydelser?. Der blev ikke blevet brugt tid på at tage virkelig fat om dramaet.
Det karikerede og det virkningsfulde
Jeg har i det hele taget svært ved at finde ud af, hvad instruktør Katrine Wiedemann vil med stykket? Flere af rollerne virker karikerede. Thomas Bo Larsen, som jo ikke er kendt for at spille mere nedtonede roller, er overgjort krampagtig, eleven (Østen Borre Simonsen) vralter rundt og skræpper som en gås og herremanden (Morten Suurballe) taler som Erik fra Rytteriet.
Der skal dog på ingen måde tales dårligt om drengen, der spiller Pelle (Julian Horta Meier Clausen). Han er ikke kun den hvorom stykket drejer, knægten mestrer selv skuespillet. Det var imponerende hvordan at han med barndommens lethed fremførte sine mange replikker. Her skal også nævnes Kristian Halken, der var uhyggeligt god til at trække lange skygger over det bakkede scenegulv.
Uerobret
Jeg havde virkelig håbet, at Pelle Erobreren ville blive en stor oplevelse. Man skulle ellers tro at det var umuligt ikke at blive rørt af historien om Pelle. Men det formår Katrine Wiedemanns opsætning.
Værd at vide
Spiller t.o.m. 9. december 2018
gasvaerket
