Pennevenner: 70’erne i musicalens lys med Heick og Phillipson

To pennevenner, adskilt af Atlantens vand, mindes deres fortid, sorg og det fortabte kærlighedsmøde. Med Annette Heick og Caspar Phillipson i spidsen ledes publikum gennem en fortælling, hvor 70’ernes musik og temaer fungerer som baggrundstæppe. Stykkets scenografi er godt tænkt med stigereoler, der skiller de to hovedpersoner og illustrerer forskellige stuer. Her skriver de breve til hinanden, mens de deler refleksioner om tiden – fra Vietnamkrigen til abortloven.

70’erne er på mange måder et spejl af vores tid, og musiknumrene er velkendte og elskede af publikum. Musikken fra orkestret og skuespillernes vokalpræstationer fungerer upårklageligt. Men ‘Pennevenner’ mangler den rå følelse af frygt og sårbarhed, som prægede 70’erne.

Caspar Phillipson leverer en bemærkelsesværdig præstation, specielt med ‘Ensomhedens gade nr. 9’, hvor hans skuespil virkelig skinner. Desværre formår Heick ikke at matche hans intensitet. Hendes præstation er flere steder overdone, hvilket underminerer historiens troværdighed. Jeg oplevede heller ikke, at der var nogen særlig kemi mellem de to. Det er værd at nævne Silas Phillipson, søn af Caspar Phillipson, der giver en solid præstation som Peter Welsh, og hans klaverspil er elegant.

Stykkets slutning er gak, men publikum grinede og nød oplevelsen. Selvom ‘Pennevenner’ har potentiale til mere, er det stadig et udmærket valg for dem, der holder af musicals i stil med ‘Mama Mia’. Stykket er letfordøjeligt – det sidder ikke fast længe, men det var en hyggelig aften i Glassalen.

Værd at vide

‘Pennevenner’ Fra 14. september – 23. september tivoli.dk