Pianolamuseum

Her kommer en opfordring til en noget anderledes museumsoplevelse. Du ved måske ikke, hvad et pianola er, og guderne skal vide, at jeg heller ikke vidste det, før jeg faldt over Pianolamuseets hjemmeside. Et pianola er de tidligere 1900?eres svar på en CD: et mekanisk klaver, der spiller kendte musikstykker ved hjælp af huller i en papirrulle.

Koffiekoncert på Pianolamuseet

Jeg tog afsted til koffiekoncert en søndag formiddag, og efter at have fået serveret en meget sort kop kaffe, fik jeg sat mig foran den lille scene, der udgør størstedelen af museet. Scenen var propfyldt med klaverer og andre remedier, og jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt den ældre herre, der var vores vært, kunne komme sikkert omkring, uden at skvatte udover kanten. Efter at have budt os velkommen, gik han hjemmevant i gang med sit oplæg.

Han fortalte om pianolaernes mekanik, deres historie, bevægede sig via de forskellige klaverer fra 1900 til slut 1920?erne og spillede smukke musikstykker indimellem. På de tidlige modeller måtte han hjælpe musikken til vejs ved at træde i klaverernes pedaler, mens de senere elektriske modeller, kunne spille af sig selv. Vi hørte udpluk fra museets store samling af papirruller med alt fra Beethoven til stykker, der er blevet tilsendt museet fra Sydamerika.

Betagende ildsjæle

Det mest fascinerende ved museet er ikke de sjove klaverer: i bund og grund meget mas for noget, man kunne lære at spille selv, men okay, jeg er godt forvænt med mine streamingtjenester og konstant adgang til musik. Det fascinerende er i stedet de ildsjæle, der driver museet.

Eftersom de engelsktalende gæster var i undertal denne søndag, foregik hele oplægget på hollandsk (ikke lige hvad jeg havde forventet). Og selvom hollandsk ikke er umuligt at gennemskue for en dansker, så ryger der altså noget foreståelse i forbifarten. Heldigvis tog vores søde vært sig god tid til efterfølgende at demonstrere og forklare på engelsk. Jeg kunne næsten ikke løsrive mig fra hans demonstreren og fortællen, hvor han med store bogstaver forklarede mig, hvor horribelt det var, at der ikke var flere mennesker, der elskede de her instrumenter.

Han er David i kampen mod Goliath: ser pianolaernes skønhed og det fantastiske mekaniske gennembrud de var. Kæmper en indædt kamp, i en verden hvor alting kun går hurtigere og hurtigere. Han har reddet pianolaer fra hele Europa, og får tilsendt papirruller med musikstykker på fra fjerne egne, så de ikke skal forgå.

Det virker som en ganske uretfærdig kamp, for så oldnordisk et instrument.

Summasumarum

Praktisk