Rosendals Trädgård

Efter besøget på Thielska Galleriet fortsatte turen til en særlig grøn perle, Rosendals Trädgård. Jeg stiftede første gang bekendtskab med stedet i filmen “Adam og Eva”, hvor Adam flygter med madbakken i hænderne, bange for at blive afsløret af Eva med sin unge elskerinde. Jeg har netop genset filmen, og den er stadig utroligt sjov. Den kan lånes på Filmstriben.

Den unikke blanding af café og gartneri var også inspiration for Sct. Hans Have. Lars og Stine, der styrer stedet, tog derop inden de åbnede deres have i Roskilde. Det var nok også med tanke på den danske pendant, at jeg tog derop.

Placeringen i Djurgården er fantastisk. At gå fra skoven og ind på det store grønne område er eventyrligt. Der er masser af plads udenfor på en skøn sommerdag, og er vejret dårligt, kan man sætte sig indenfor i et af drivhusene, som i Sct. Hans Have. Jeg købte en duftpelargonium med hjem, som trives; det er en super hyggelig del af oplevelsen.

Desværre virker stedet lidt til at være blevet kvalt af deres egen succes. Der var lang kø i caféen, og den meget formaliserede og professionelle håndtering ledte tankerne hen på IKEA. Der var store arealer med grus, som gjorde en stor del af området temmelig kønsløst. Til gengæld var der kun to toiletter, og her var der endnu længere kø.

Med andre ord var Rosendals Trädgård lidt en skuffelse, men stadig en stor anbefaling til dig, der ikke har besøgt stedet før. Er du ikke frisk på en så lang tur, ligger der en lille og hyggelig slotshave i Malmø. De sælger desværre ikke planter. Og selvfølgelig altid skønne Sct. Hans Have.

Værd at vide

rosendalstradgard.se