Sammlung Scharf-Gerstenberg

Surrealisme! Når tankerne lander på betegnelsen, er det måske Salvador Dalis langbenede elefanter, der kommer trampende imod dig, mens smeltede ure ligger og ser passivt til. Sådan har det i hvert fald været for mig. Fantastisk er det igen, at i Berlin fylder de forskellige kunstarter ikke blot et par udstillingsrum i et museum, men simpelthen er et helt museum.

Som for første gang

På min tur gennem museet, blev jeg introduceret til en lang række kunstnere: Max Klinger, Giovanni B. Piranesi, Hans Belmer og Rodolphe Bresdin.

De fleste af billederne – hvoraf mange er små raderinger – så umiddelbart ?normale? ud i deres gengivelse af steder og mennesker. Men når jeg kiggede nærmere efter, var der noget der ikke stemte. Proportionerne var ?forkerte?. Havet stod som en mur omkring Paris som i filmen ‘Dybet’. Portrætterne var urovækkende. Symboler var placeret rundt om på billederne, som i en Find Holger bog. Jeg følte det som om, at kunstneren stod på den anden side af billedet – som bag en glasvæg – og nød, hvordan han drillede mig.

Billederne greb fat i mig. Småsvimmel stod jeg der og tænkte over, hvad det hele betød? Hvorfor mine følelser var i klemme? – På Sammlung Scharf-Gerstenberg er det som at opleve surrealismens for allerførste gang.

Lad dig forvirre

Jeg kan naturligvis ikke andet end at anbefale dig at besøge Scharf-Gesternberg. Tag evt. en audioguide med på turen. Det fungerede rigtig fint. Stedet har også en udmærket café, hvilket desværre ikke gælder de fleste berlinske museer.

Har du lyst til at se mere kunst ligger Bröhan- og Berggruen museet på den anden side af vejen og slottet, Schloss Charlottenburg, kun 50 meter derfra.

Værd at vide

smb.museum