Selene Muñoz — Jazz og flamenco på Louisiana
Jeg har ikke før sat mig dybere ind i Louisianas musikalske profil og koncertprogram. Dels fordi, at jeg kommer for kunstens skyld. Dels fordi, at jeg foretrækker at tage den kortere tur til Hovedstadens spillesteder. Denne allerførste gang var for at se Flamenco tilsat Jazz. For mig, der ikke er Vild med dans seer og ikke kan kender forskellen på Tango og Flamenco, var det ikke den mest oplagte debut. Men da en udstilling på Louisiana er adelsmærke for kunstnere, følte jeg mig tryg.
Til gengæld var jeg ikke selv topmotiveret til at tage af sted. Denne fredag var den sidste fredag med SKAM klip, og som alle der fulgte med i den serie ved, så formåede den at blive første prioritet i hverdagslivet. Kæmper stadig med skamstinenserne! M.a.o. krævede jeg ubevidst det bedste af det bedste for ikke at komme til at kede mig og istedet sende tanker mod Oslo.
Optrædende
Var jeg ikke selv top-spændt, forhold det sig anderledes i Louisianas sal, hvor samtlige rækker var tæt på fyldte. En skøn blanding af ældre og forældre med børn. Det summede sammen af forventning. På den lille scene nederst i hjørnet var der opstillet to trommesæt. Da lyset så blev slukket, begyndte festen. De to trommeslagere: Jonas Johansen og Niclas Bardeleben med butterfly og seler der så ud, som var de transporteret med en tidsmaskine fra en jazzklub fra 20’erne, startede sammen med at agere rytmemaskiner, klappede i takt i hænderne, på kroppen, mod hinanden.
Derefter trådte Selene Muñoz ind i rampelyset. Hun klappede ikke blot med, men lavede elegante og vilde bevægelser, som jeg aldrig har set i virkeligheden, men har nydt flere gange i gamle film med Gene Kelly og Fred Astaire. Det var ikke blot smukt at se på, det var også meget akrobatisk, en fysisk præstation a la en cirkusartist. Igen, uden at være den store flamenco kender, fornemmede jeg, at Selene Muñoz mestrede genren til fulde og som en sand kunstner formede jazzen. Derfor var der naturligvis også pauser, hvor Selene Muñoz forlod scenen for at skifte tøj og puste ud. De to trommeslagere, sammen med den cubanske bassist Yasser Pino fyldte tomrummet ud. Det var ikke det samme uden Selene Muñoz , men musikerne blev ikke afsløret som mindre talentfulde uden den store attraktion. Især trommebattlen mellem Jonas Johansen og Niclas Bardeleben var forrygende.
Publikum
Louisiana blev forvandlet til en jazzklub i Havanas storhedstid med hujen, klappen og ekstranumre. Ensemblet formåede at sprede livsglæde og passion ud til os allesammen. Det var så jeg glemte SKAM, og det er lidt af en præstation. Jeg blev ikke meget klogere på, hvad der er Flamencoens kendetegn, men det havde ingen betydning. Hvis det bliver muligt, vil jeg gå efter igen at se Selene Muñoz.