The New Spring på Jazzhouse
Jeg har siden Bastian Kallesøe udgav sit første album i 2011 under synonymet ‘The New Spring’ været en fan af hans musik. Pladen formåede både at være legende og indadvendt. Sanseligt dagdrømmende med dens tekster og de let poppede melodier. Det hele lykkedes selvfølgelig pga. Bastians store talent. En musiker, der er dedikeret til sit værk.
Tredje gang
Inden koncerten torsdag aften i Jazzhouse havde det tredje og netop udgivne album ‘Late Bloomer’ roteret i afspilleren. Konceptet er det samme på de to tidligere albums. Bastian i front med den akustiske guitar, af og til akkompagneret af andre instrumenter, her tuba og klaver. Modsat de tidligere udgivelser er denne omend mere indadvendt. Indeholder ikke nogle umiddelbare indiehits, der kan få fødderne til at vippe stille i takt.
På Jazzhouse
I det evigt stilige Copenhagen Jazzhouse, var det ikke en solooptræden, den næsten fyldte store sal skulle opleve. To musikere havde sat sig til rette ved henholdsvis flygel og tuba. Bastian kom ind på sin sædvanlige introverte maner og efter et ?Godt at se jer?, blev der lagt ud med ‘The hours of the day’. Det første nummer fra den nye plade, som skulle fremføres i den fulde længde. Samspillet med tubaen fungerede rigtigt fint og fik numrene til at finde rytmen med sin bløde og runde lyd. Ved flyglet sad pianisten, ærgerligt nok oftest passiv med hænderne i skødet. Bastian kan med sit stille nærvær, som de tidligere gange jeg har set ham, få en hel sal til at sidde og lytte koncentreret. Det uden at numrene inviterer til fællessang med publikum. Også på trods af, at han ikke er den store entertainer. De introduktioner, der blev givet til numrene, var ofte hyggeligt kejtede, og vidner om at Bastian først og fremmest elsker at fordybe sig i musikken.
Ensomhed
Da den nyeste plade var blevet spillet til ende, annoncerede den produktive Bastian, at efter 20 minutters pause ville numrene til den næste plade blive spillet. Denne gang var han alene på scenen med guitar. Som Bastian sagde smilende ?er det ikke dejligt at være uden orkesteret!? Sangene var skrevet i hans ensomme sommer i Paris. For der er ingen tvivl om, at han har tendens til at dyrke ensomheden. Hans tekster er også bemærkelsesværdigt fyldt med ordene ?I? ?You? og ?we? i form af tosomhed. De nye numre pegede således ikke i nye retninger, men var i stedet mere af det samme.
Uden for ensomheden
Modsat Mark Kozelek, der kan skrive dybt personlige sange om sin mor og grandkusine, på en sådan vis, at det bliver almentgyldigt og gør, at jeg kan berøres af dem, selvom mine familieforhold er anderledes. Ja, så glider Bastians tekster af på mig og trænger ikke ind, netop fordi de ofte er så indadvendte. Som eksempel var aftenens mest interessante historie om et tilfældigt møde i Paris. Bastian fortalte om, at han bevægede sig udenfor sin lejlighed og ensomheden. En historie om et misforstået seksuelt tilbud, der udviklede sig til noget andet og mere åndrigt. En historie jeg gerne ville høre fremført som sang, men hos Bastian i stedet var blevet til et akustisk nummer.
Snublen
Det kræver vovemod at bevæge sig ud på nyt land. Men vi musikbrugere er krævende! Forventer at vores ynglingskunstnere både fornyr sig og lyder som sig selv. Med tre album album bag sig og et fjerde på vej, opleves Bastians musik, som han synger i sangen ‘Song For Ana Mendieta’, dedikeret en kunstner der både mestrede, det grumme og det smukke, ?In the morning we always land on our feet?. Jeg håber, at Bastian tør at snuble på sin rejse gennem musikken. For hvis man hver gang man springer lander på fødderne, bliver det hele en smule ligegyldigt.