The White Album

Måske har jeg hørt The White Album før, men ikke rigtig lagt mærke til det. Bandet har ellers eksisteret i over syv år + udgivet et par album. Da jeg som opvarmning til koncerten tog en lytter, forstod jeg hvorfor, idet bandets folkpop så hurtigt røg i baggrunden – som musikken på en café – at jeg glemte at høre efter. Nuvel, det var aftenens koncert i Bremen jeg skulle anmelde, og der er mange især jazzkonstellationer som jeg nyder at høre live og undgår derhjemme på anlægget.

Ild i pejsen

Der var ikke fyldt i Bremen denne aften, hvor julefrokostfolket styrede Hovedstaden, men det var et godt valg for koncerten. Først og fremmest har salen en glimrende akustik. Dernæst elsker jeg at bevæge mig ned i det gamle Privat Teatret med dets huleagtige stemning og smålumre øldunst, som jeg har en idé om er så tung, at den aldrig bliver suget ud og op til gaden. På scenen var der i hesteskoform opstillet tre stole og rundt om dem flere akustiske guitarer. Det eneste som manglede var pejsen. En hyggelig stemning til en aften, der skulle vise sig at blive endnu mere hyggelig.

Hyggeonkler

Frederik Vedersø (The Eclectic Moniker), Claus Arvad og Jakob Eilsø, alle lignende trækrammende hyggeonkler, kom glade ind på scenen og fik mig til at overveje, om jeg skal gro et større fuldskæg? Gennem hele koncerten var det tydeligt, at de alle tre var begejstrede for hver en af os, der var kommet. For ikke blot virker de til at være gode venner, med en masse anekdoter på repertoiret, de henvendte sig også flere gange til os publikummer for at sige, at vi endelig måtte stille spørgsmål til dem. Det var forfriskende-hygsomt at mærke dette nærvær og ikke mindst opleve, hvor habile og tætspillende de er. Alle tre kan de spille på guitar og siv! Sammen leverede de skønne vokalharmonier. Har mine venner brug for en hyggelig aften med et band, som igennem en koncert kan teleportere dig fra København til en hytte i Nordsverige, vil jeg uden at kny anbefale The White Album.

Smutter af krogen

Hvis den musik et band laver ligner det andre laver – og The White Album lyder som bl.a. tidlig Band of Horses, Fleet Foxes og danske The Rumor Said Fire – handler det om at kunne lave det samme, bare bedre. Og det er her, at The White Album virker overflødige i min musiksamling. Grunden er ganske enkelt den, at der ikke er modhager i deres musik- eller tekstunivers, som får mig på krogen eller holder mig fanget. Ofte nynner jeg hjem fra en koncert med et par aftenens numre, The White Album var en af de få undtagelser.

Til koncerten fortalte de tre at udgangspunktet for The White Album er, “at være sammen, lave musik og have det fedt.” Og det er jo fedt nok! Men det exceptionelle skabes – siger al min erfaring – af blod, sved og tårer. Bandet mangler nogle dogmer, nogle udfordringer etc. før de giver mere end blot lyst til at tænde ild i pejsen. Jeg håber at det kommer til at ske, så der ikke går syv år mere før at jeg lægger mærke til dem igen – det vil være spild af talent.