Anmeldelse af koncerten med Thomas Dybdahl på Skråen

Koncerter afdækker. Du kan forelske dig i musikken uden at have set musikeren på en scene, lægge vægt på strofer og stemninger i musikken, så musikken til sidst fremstår som en forlængelse af dit tankeunivers. Men til en live koncert møder du musikeren, ser hvilken stemning han er i, hvilken type menneske han er, sympatisk eller usympatisk.  Teksterne bliver måske fremført anderledes end du har tænkt dem, musikken lige så. Koncerter demaskerer.

Thomas Dybdahl er langt fra hvisken

Thomas Dybdahl står smilende på scenen sammen med sit fire mand store band. De er alle iklædt jordfarvede bukser med pressefolder, hvide skjorter og slips, på nær Thomas Dybdahl der, som en rigtig boheme bærer et halstørklæde. Han har fået barberet fuldskægget af, tilbage er skovsneglen og bakkenbarter så brede som den øl han ivrigt sipper af.

Sceneopsætningen består alene af 5 store nedrullede persienner, på standere, bag bandet, hvor det røde og blå lys skiftevis falder på. Persienner! ? måske fordi, Thomas Dybdahls musik nydes bedst, når vinduerne er tildækkede og der er brug for en stille stund. For Thomas Dybdahls musik træder stærkest i karakter på hans Oktober Trilogy hvor han nærmest hvisker sangene frem, og hvor alle numrene besidder en tysthed og stille melankoli. Thomas Dybdahls musik, er vuggemusik for voksne!

Hvad sker der når vuggemusik spilles højt?

Det er ikke tysthed, melankoli og eftertænksomhed som Thomas Dybdahl fremviser på scenen, men glæde, energi og større armbevægelser end det der kendetegner de fleste af hans plader. Thomas Dybdahl fremstår med sit band som et velspillende rockorkester, hvor også orglet og banjoen bliver taget i brug.  Der er fællessang: ?Here I am flesh and bones?. Thomas Dybdahl har publikum, overvejende folk i trediverne, i sin hule hånd. Det er hyggeligt, det er veloplagt og Thomas Dybdahl afdækkes som en glad og sympatisk musiker med tæft for gode popmelodier og et følsomt hjerte.

De højlytte mangler

Thomas Dybdahls mangler som sangskriver, bliver imidlertid også fremvist, og når der lyttes efter afsløres det, at teksterne ikke besidder den store dybde. Numrene lyder, med få undtagelser som Party like its 1929, meget ens og gør det svært at skelne dem fra hinanden, og hvorfor skal hvert nummer afsluttes med en solo? Det bliver for rutineret og dermed ensformigt at lytte på. Det er ikke noget der går publikum på, og heldigvis slutter Thomas Dybdahl koncerten af inden der kommer alt for megen tomgang.

Det var bestemt ikke nogen dårlig koncert. Thomas Dybdahl formåede desværre ikke at transformere melankolien og stilheden fra plade til live koncert, men fremviste andre sider af sig selv. For os der foretrækker det første, er det heldigvis snart oktober.

Værd at vide

Hjemmeside: thomasdybdahl.no