Til premieren på årets Copenhagen International Improv Festival
Der er Copenhagen International Improv Festival i denne uge, og vi var med til premieren, der foregik på Skt. Petri Hotel. Der findes i forvejen en scene i København tæt på Huset i Magstræde, hvor du kan opleve impro comedy flere gange om ugen. De vandt for øvrigt AOKs ‘Byens bedste scene’ pris i 2017.
Til festivalen, der i år afholdes for stjette gang, kan du opleve impro comedy fra både Danmark og det store udland + deltage i workshops.
Jeg har oplevet impro comedy før med 3. stop fra Gug på Aalborg Teater, og, må jeg sige, var ikke voldsomt begejstret. Men til festivalen kan du, ifølge arrangørerne, opleve det bedste af det bedste. Derfor føltes det som en oplagt mulighed for at give kunstformen en chance til.
I en proppet sal
Allerede da vi stillede os i køen, i det eksklusive marmorbeklædte hotel St. Petri, mærkede vi den nærmest balstyriske stemning fra ikke mindst de mange udenlandske publikummer. Alt kom også til at foregå på engelsk. Inde i den store sal var der ca. 200 publikummer. Musikken bragede ud med happy uptempo musik og salen var oplyst af neonfarver.
Det hele virkede voldsomt amerikansk, og jeg følte mig som faldet ned fra månen i dette selskab. Var Tony Robbins eller en anden selvhjælpsguru hoppet op på scenen og lovet selvudvikling, var jeg næppe blevet overrasket. Da aftenens vært kom løbende ind på scenen for at varme os op var det næsten overflødigt. Jeg har ikke oplevet så meget hujen og klappen siden Guldtuben i Det Kgl. Teater.
Impro comedy
Vi skulle opleve fire hold: to danske, et canadisk og et amerikansk. Kender du ikke til impro comedy, handler det i korte træk om, at et hold skuespillere, ofte mellem omtrent fire og seks, spiller små stykker skuespil igangsat af publikums idéer, der bliver råbt op til dem. Der er ingen rekvisitter, alle scener sættes af skuespillerne. Impro comedy er hverken skuespil, poetry slam eller stand up. Det er sin egen genre. Det gik fra starten voldsomt stærkt, og det tog lidt tid før, at jeg kunne orientere mig i, hvad der skete på scenen og hvorfor publikum syntes, at det var så morsomt. Men genren kræver hastighed, fandt jeg ud af. Når der kun er tid til at lave omridset af karaktertegninger, bliver selv små pauser i fremførelsen langtrukken. Det oplevede jeg med danske The Fallen Sundays, der arbejder med den finurlige idé at lave impro comedy musicals.
Latter pulstræning
Det blev til flere grin igennem aften. Det gjaldt især canadiske The Lusty Mannequins og deres arbejde med publikums fordomme om Canada. Som rosinen i pølseenden kom Those Who Can fra USA. Alle skuespillerne er gamle i gårde, og da aftenen føltes amerikaniseret, faldt det hele her lidt bedre på plads. Især var jeg imponeret over, hvordan at de formåede – uden at proklamere et sceneskift – at tage mig med fra undergrundsbanen over jobsamtaler til forældremøder. Stor respekt for håndværket. International Improv Festival var en latter pulstræning; hele aftenen kørte på høje nagler i et crazy højt tempo. Men latteren nåede ikke ned i maven. Nuvel, humor er jo individuel (derfor heller ingen hjerter i anmeldelsen) og jeg fik genbekræftet, at jeg er til den danske humor: tør og skarp. Men har du aldrig oplevet impro comedy er det nu, at du skal opleve det. Jeg garanterer grin.