Anmeldelse af 'Tilløkke Otto. En hyldest til en baggårdspuma'

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

Vi har nok alle et forhold til Otto Brandenburg. Det er naturligvis større, jo ældre man er – hvilket man også tydeligt kunne se denne aften. Otto Brandenburgs karriere varede over 60 år og spændte sig over mere end én musikgenre og én type film.

Selv holder jeg mest af Otto Brandenburg i Henning Carlsens ‘Man sku være noget ved musikken’ fra 1972, hvor han spiller værtshuspianist, og som Hummerdrengen i tegnefilmen ‘Bennys Badekar’, instrueret af Flemming Quist Møller og Jannik Hastrup fra 1971. Derudover så jeg ham som knægt ved et tilfælde live på Plænen i 1994 og tænkte, “Han kan noget, ham Otto.” Scenen kunne jeg ikke se, men stemmen lød ikke som de andre danske sangere, jeg ellers kendte. Det blev en kort tanke, inden mine forældre slæbte mig videre. Denne aften var Plænen skiftet ud med Glassalen, og Otto Brandenburg, der jo døde i 2007, skulle legemliggøres af Jesper Lohmann. Hvilket ikke er en lille opgave.

Godaften – godt at se jer!

Scenen var dekoreret, så den lignede en jazzklub fra 1970’erne med mørke træpaneler og brunt glas. Sceneriet fik mig til at tænke på den hedengangne Copenhagen Jazzhouse, hvor Hotel Cecil nu ligger, suk! Der var gjort plads til Mads Strandgaard (Piano), Regin Fughlendorf (Guitar), Andreas Hatholt (Bas), Kristian Karottki (Trommer) bagerst på og ved scenens sider for at give mest muligt gulvplads til aftenens hovedperson: Otto Brandenburg, dvs. Jesper Lohmann.

Læs også: Lisa Nilsson – ‘Kvinnan som är jag’.

Et højt “Halleluja” lød udenfor scenen. Det lød umiskendeligt som Otto Brandenburg, men kort derefter kom Jesper Lohmann ind på scenen og gav os fortsættelsen på nummeret ‘My oh oh my how time goes by’. Imponerende! Der var ingen tvivl om, at Jesper Lohmann havde øvet sig på at fange Otto Brandenburgs stemme. Det var til gengæld noget sværere at købe præmissen om, at Jesper Lohmann var Otto Brandenburg denne aften. De ligner slet ikke hinanden, men derfor kan man jo godt efterligne Otto Brandenburgs måde at tale på, grine, bevæge sig og engagere sig med publikum.

Tilløkke Otto

Det var en aften med minder, hvilket både gjaldt musikken og historierne om Otto Brandenburgs liv. Vi fik alt det, man kunne forvente, næsten. De mange numre blev fremført charmerende og overbevisende af bandet og Jesper Lohmann. Han fik hele salen med; både til fællessang, til at grine af værtshusskrøner og til at blive rørt af Ottos til tider hårde liv. Det var en anden tid, som man så ofte siger i disse år. Lukkede jeg øjnene, var det dog ikke svært at høre, at Jesper Lohmann ikke besidder den stemme, som var med til at gøre Otto Brandenburg stor. Det gjaldt især som crooner, men som ældre var Ottos stemme også blevet hæs og dyb af for mange øl, cigaretter og kvinder. Historierne om hans senere liv og tiden med film og tv manglede også, så jeg sad med oplevelsen af kun at have hørt halvdelen af historien.

‘Tilløkke Otto’ var jeg nok ikke taget til, hvis jeg ikke var blevet inviteret, men jeg er meget glad for det. Det er tydeligt, at instruktør Susanne Breuning med ‘Tilløkke Otto’ har villet noget – ikke bare lave en greatest hits aften. Otto Brandenburg fortjener at blive husket og opdaget af nye generationer. Der kommer ikke en stjerne som ham igen.