Topmøde for de mest deprimerede
Der ikke til at komme uden om. Anmelder ér i ental, og når jeg sidder der med notesblokken og skriver nærmest ulæselige sætninger i mørket, er det efterfølgende min helt personlige holdning, der kommer ud til mange. Det er samtidigt angstprovokerende, når jeg ikke helt ved, hvad jeg skal mene om en forestilling. Derfor foretrækker jeg også at tage i teatret med en ledsager. Således kan jeg afprøve mine holdninger til det oplevede, få mine tanker skærpet og forhåbentlig komme med en sober kritik.
Sort, grå og hvid
Stykket, der fik mig rystet, spiller lige nu på Teater Republique, som ligger på Østerbro i København. ?Topmøde for de mest deprimerede? er instrueret af en af Europas førende instruktører, Staffan Valdemar Holm, der også selv har lidt af depression.
Da vi kommer ind i teatersalen er den brede scene malet sort i venstre side, der går over i grå på midten og bliver kridhvid i højre side. Nøgen uden nogle effekter, men med en åben dør i hver side. “Jeg går ikke derind” er den første sætning, som vi hører. Men ind kommer Preben Kristensen væltende, klædt i hvidt tøj og vender sig helt op i det hvide hjørne, så han nærmest går i et med væggen. Laus Høybye lidt senere med en dyne pakket omkring sig, læner han sig med ryggen mod muren og fortsætter sin depressive modvilje.
Efterfølgende kommer de andre dygtige skuespillere: Birthe Neumann, Olaf Johannessen, Mette K. Madsen og Bebiane Kreutzmann ind på scenen. Alle iklædt tøj, der er sort, hvidt eller begge dele bevæger de sig rundt på scenens kontraster. Syntes for øvrigt at det er interessant, at de tre forestillinger, som jeg sidst har set: ‘Melodien, der blev væk’, ‘Sidst på dagen er vi alle mennesker’ og denne, alle arbejder meget med symbolik, som ikke er subtil, men nem at forstå for publikum.
Monologer
De stiller spørgsmål til hverandre. Den slags, som udenforstående og sundhedssystemet kan finde på at stille. “Hvor meget har du i den seneste uge, i dag inklusiv, oplevet selvmordstanker: særdeles meget, meget, i nogen grad, lidt eller slet ikke.” Og de gør hinanden perplekse ved spørgsmålene. Men i det meste af tiden fremfører de monologer taget fra klassiske tekster med depressive karakterer, der er skrevet lang tid før diagnosen depression fandtes. Jeg fandt hurtigt ud af, at skuespillerne ikke spiller én karakter gennem stykket, men i stedet flere forskellige typer, der alle kæmper med og mod depressionen. Undertitlen på stykket er en sort komedie. Jeg havde nok forventet, at der ville blive grint en smule mere. At stykket ville være mere konkret og ikke mindst en hel del mere samfundsrevsende. At der ville være større humor i dialogerne, som ville være fyldt med skarpe, stikkende kommentarer. Jo, det var enkelte grin. Især Preben Kristensen er formidabel. Han kan meget med lidt; hvordan han fremfører ordene og de små bevægelser.
Inderst inde
Men jeg havde det svært med stykket. Intelligent? Ja, i den grad! Og for mig måske for intelligent. Hvis man har oplevet det at have en depression, vil man vide, at det er svært at huske noget som helst, og slet ikke lange citater fra klassiske tekster. Det hele er som en tåge. Så mens jeg sad der, morede jeg mig tanken om, at det sikkert ville være sådan at Pixar filmen ‘Inderst inde’ ville have set ud, hvis den ydre, lineære historie var slettet, Glæde var blevet ryddet af vejen og Triste havde fået besøg af hendes veninde, Neurose.
På den anden side
Jeg følte dog, at det ikke var helt en passende sammenligning. Så da stykket var slut, var jeg naturligvis meget spændt på at høre min ledsagers (i dette tilfælde min hustrus) mening, og hun var ovenud begejstret. Hun oplevede, at tøjskiftet, med de sort, hvide og grå nuancer, på fantastisk vis illustrerede depressionens vilkår. At gråden, det skøre, det pinagtige blev fremført på smukkeste vis gennem teksterne, skuespillet og monologerne. – Hendes ord og den næsten samlede presses begejstring over stykket, må jo betyde, at hun også har ret. Men det at stykket beskrives som en sort komedie, vil jeg stadig anfægte. Sort ja, men en komedie i betydningen muntert teaterstykke er det bestemt ikke.