Tron

Tron: Legacy er en fortsættelse af filmen Tron fra 1982, hvor Jeff Bridges hopper ind i en arkademaskine og oplever alt hvad teknologien dengang kunne frembringe af Visual effects. Nu er der så gået 28 år, og en fortsættelse af et (kult)hit er, næsten, altid en forjættende tanke.

Filmen begynder i 1983, hvor en forynget Jeff Bridges fortæller sin søn om, The Grid, byen i Tron. Han siger godnat til sønnen, tager på arbejde for derefter ikke at dukke op igen. Filmen skifter til nutiden. Drengen, spillet af Garrett Hedlund, er blevet ?voksen?, frustreret og saboterer den nye bestyrelse af faderens firma, i hvilket han ikke selv magter at være chef. Firmaet sælger software, der burde være gratis (selv Hollywood ved at Apple og Microsoft er onde – og det kan jo kun glæde os, der elsker open source). Der kommer et signal fra faderens gamle arkadehal, sønnen besøger den, og så bevæger vi os fra 2D til 3D. – Filmen gør sig klar til et teknologisk syretrip!

Et trip til Tron

Det er bestemt ikke noget dårligt trip – tværtimod! Tronuniverset er neonfarverigt, fyldt med special effects, svimlende 3D, uden at det fører til det samme effektjageri som i Avatar. Og de forskellige locations er så gennemført veldesignede, at det vil give enhver indretningsarkitekt fråde om munden. Blandt andet natklubben, hvor Daft Punk spiller (må vi formode, da de altid er iført disko-hjelme), giver en følelse af at være til highclass Cocktail party blandt de hippeste i New York. Daft Punk står også bag filmens lækre, firserinspirede og pumpende soundtrack, og det passer perfekt sammen med filmens visuelle side.

På rov

Udover 3D er der dog ikke noget spændende ved universet i Tron: Legacy. Der tilføjes ingen nye ideer til Sci-fi genren. Actionscenerne med motorcyklerne og disc-kast er selvfølgelig taget fra den originale Tron. Men udover det går Tron: Legacy på rov hos diverse sci-fi klassikere. Jeff Bridges bolig minder eksempelvis bemærkelsesværdigt meget om værelset i Rumrejsen 2001, efter det afsluttende spacetrip. Og det fornemmes tydeligt at instruktøren, Joseph Kosinski, har læst tegneserien Inkalen, af Moebius og set Det femte element og Blade Runner (dog renset for al snavs). Det er genkendelse, men uden den medfølgende glæde.

Jeff, modellen og den grusomt irriterende

Jeff Bridges lyser, som altid, op på lærredet og hans rynker spiller, i sig selv, perfekt op mod det kliniske og sterile univers. Garrett Hedlund er, modsat Jeff, grusomt irriterende. Rollen kræver, at han spiller med en jeg-bryder-reglerne-og-det-er-det-der-redder-mig attitude. Men hans skuespil løfter sig ikke fra Mark Hammil (Star Wars) stadiet. En lille tåre i øjenkrogen, en trækning ved læben og så evnen til at vise at han er determineret og vred, det er det! Og så er der modellen, Olivia Wilde, der spiller rollen som den sidste ISO, men spiller skuespil som en model.

Hvem sidder bagved skærmen?

Computerteknologien var stadig ny i 1982, og fascinationen af hvad der er på den anden side af skærmen lå til grund for Tron. I dag er det ikke nogen banebrydende tanke. Det er blevet afmystificeret. Det drejer sig jo blot om nuller og ettaller (det binære talsystem) ? hvilket jeg endnu ikke har fattet?

Uanset hvad er historien om den parallelle computer virkelighed blevet filmatiseret flere gange siden 1982 i de japanske Anime-fim og derefter blevet copy-pastet ind i Hollywood med Wachowski brødrenes Matrix trilogi.

En klassiker er ikke født

Det gør ikke Tron: Legacy til en dårlig film blot en middelmådig, og ikke særlig interessant, sci-fi film blandt mange andre. Den slags film, der får tre eller fire hjerter i Politiken og fem stjerner i Nordjyske Stiftstidende. Hvis den opnår klassiker status, hvilke jeg tvivler på, er det kun på grund af slægtskabet med den første Tron film. Men har du lyst til et actionmættet og teknologisk syretrip i 3D, så bevæg dig trygt af sted mod (Kennedy) Arkaden.