Ulige Numre på Studenterhuset

koncert med Ulige Numre, var mit første umedierede møde med bandet. Hvis man blot har fulgt lidt med i den danske musikpresse, de sidste par år, har det ellers været svært at undgå bandet. Alligevel er det stykke tid siden, at de har udgivet nyt materiale. Så lørdag var det rigtige tidspunkt for at se om, fanskaren stadig holder ved og om musikken gør det samme.

Efter en udmærket opvarmning af Den fjerde væg, kom bandet ind.

Hvis man ikke kunne se det, så mærkede man med det samme, at salen overvejende var fyldt med unge tøser. For der lød pigeskrig, som var det Christopher, der var kommet til at tage på Studenterhuset i stedet for Skråen, hvor han skulle spille samtidigt. Men pigerne, og vi andre, var ikke gået forkert, for stort set alle numrene bød på fællessang uden at Ulige Numre bad om det. Det var en mere rocket koncert, end jeg på forhånd havde troet, og der blev mellem de fleste numre byttet guitarer fra den store gearkasse. Det er ikke svært at forstå, hvorfor gamle anmeldere og unge piger elsker Ulige Numre.

Deres musik er gedigent og seriøst. Ikke noget med distanceret, hipsterironi. Teksterne har den nødvendige dybde og poesi, der gør dem holdbare. Og så er forsangeren, Carl Emil, en charmetrold, der havde publikum i sin hule hånd og kan knuse mange pigehjerter.  Ulige Numre er et band, der har format til at komme blandt de helt store danske orkestre, værdigt til at overtage tronen fra TV2 og C.V. Jørgensen.