Ulvetimen på Studenterhuset

Som borger på grænsen til udkantsland, må man ofte undvære de halv-store udenlandske musiknavne, og de helt store går os altid forbi. Det er til at overleve. Publikum er sjældent til det, og vi kan jo blot tage toget til Århus. Værre er det, når de danske bands kommer amputerede hertil. Forsangeren, der spiller solo, unplugged, men uden nærvær, alene med formålet at få hevet turnékronerne hjem.

Den samme frygt havde jeg, da jeg torsdag drog til Studenterhuset for at se Ulvetimen. Debut EPen, som jeg regner blandt første halvårs bedste album – gedigent, klassisk håndværk uden datomærke – er nemlig pænt instrumenteret.

Heldigvis var frygten uberettiget. Hele fem mand og en kvinde stod på scenen, der i dagens anledning, grundet det forventede lille antal publikummer, var rykket ned foran scenen. Forsanger Kristian Kjærulff Ravn var iklædt – som de gamle historier om vandringsmanden går – vest, hat og resten af pivtøjet.

Et er antallet af musikere og beklædningen, men spilleglæden var – sammen med deres maskinpark af gamle og nye instrumenter – også taget med. Musikken fik det mere, som gør at det er værd at tage til koncert i stedet for at lytte til pladen hjemme på anlægget, og mellem numrene fik vi en historie om døden som vandringsmand. Kristian Kjærulff Ravns stemme har ikke den samme tyngde og dybde som på EPen, men det skal nok komme.

En helt igennem vellykket koncert, der gjorde min frygt til skamme. Efterfølgende spillede vores egen Bjarke Kirk, men jeg var mæt af denne koncert, som jeg ikke ønskede skulle stå bag en anden, og Bjarke skal jeg nok få skrevet om igen en gang. Han optræder for øvrigt i morgen på Viva.