Vi sidder bare her

Sidste gang Vi sidder bare her, i form af Frithjof Toksvig, Mikael Simpson og Jørgen Leth, besøgte Aalborg var på Studenterhuset for tre år siden. Denne gang skulle vi bevæge os til et nyt sted, Musikkens hus. Både bevægelsen i tid og sted viste sig at gøre de to koncerter, om end ikke markant forskellige, så dog forskellige.

Dvæl

For udenforstående kan Vi sidder bare her virker som en mærkværdig konstruktion, med Mikael Simpson og Frithjof Toksvig, der lader Jørgen Leth fortælle historier om solnedgang, gråpærer, stegte sild i eddike og mange andre fænomener, der er umiddelbart forståelige. Men det fantastiske ved konceptet, der har affødt tre albums er, at Jørgen Leths stoppen op og dvælen ved det han sanser, netop løfter oplevelsen.

Tid

Min erindring om sidste koncert var en mere viril Jørgen Leth, der selv om han sad ned det meste af koncerten, havde et større overskud til at henvende sig til publikum. Bl.a. ved at bede publikum om ord, som han sammen med bandet så jammede over. Det fik vi ikke noget af denne gang. I stedet fik vi historien om Vi sidder bare her, hvordan samarbejdet tog sin begyndelse. Jørgen Leth var ikke bange for at fortælle om sig selv, mens Mikael Simpson og Frithjof Toksvig sad bagved og pillede ved instrumenterne, som børn der har hørt deres fars historier alt for mange gange. Det havde dog ingen betydning for publikum i den udsolgte Intimsal, der i den grad ville Jørgen. 

Det er meget fortiden, som barndomserindringer, der spiller en rolle i teksterne, og også denne aften. Jørgen Leth er fuldt bevidst om alderen trykker, ledende i kroppen bliver stivere og udseendet ændrer sig. Det er trist at se, men samtidigt bemærkelsesværdigt opløftende derved, at han aftabuiserer alderdommen i den evigungdomsfokuserede verden, vi befinder os i.

Sted

Jeg kender lyden på byens forskellige spillesteder. Så blot det at komme i Musikkens Hus var med en spændt forventning. For her burde lyden være fantastisk, og det var den! Her var ingen dissonans eller ulden lyd. Det elektroniske univers, som Mikael Simpson havde medtaget, lød krystalklart og hans mundharmonika skar skarpt igennem den mørke sal. Jeg lukkede flere gange øjnene for blot at opleve musikken gennem ørerne. Fantastisk at vi har fået et musikhus med en så god lyd. 

Så om det var en bedre koncert end sidst, kan jeg ikke vurdere, den var blot anderledes. Vi sidder bare her er et musikalsk projekt, som ingen andre i dette land, og det fungerer. Jeg ser frem til at se de tre igen, uanset tid og sted.