Viktor
Stilhedens blik: En mand, et kamera, en krig
Sort-hvid og rå. Ikke ulig ‘Hestene fra Torino’, blot med kamera i stedet for heste og krig i stedet for tomhed. Sådan er dokumentarfilmen ‘Viktor’, der bærer sin hovedpersons navn med samme insisterende stilhed. Viktor mistede hørelsen som femårig. Nu ser han gamle samuraifilm og træner med sværd i haven, men krigens kampe må han udkæmpe med et andet våben: kameraet.
Blikket gennem linsen
Viktor bliver trænet til krigen. Han kan skyde med både pistol og gevær, men hvordan slår man ihjel, når man ikke kan høre fjenden? Hans opgave er ikke at dræbe, men at dokumentere. Midt i krigens røg og ruiner lægger han sit blik i linserne, på jagt efter noget at fastholde: et ansigt, et sår, en bevægelse.
Der er en voldsom ensomhed i hans blik. Soldaterne omkring ham reagerer på lyde, men Viktor navigerer i stilhed. Kameraet bliver hans stemme. Han deltager i begivenhederne, men altid med en underliggende afstand – som en tavs observatør af sit eget liv. Men han er ikke tyst, når han taler om sig selv. Han growler som en heavysanger, og stemmen borer sig gennem stilheden med en kraft, der næsten kolliderer med billedets skrøbelighed.
Krigens tavshed og lyd, der mærkes
Flere gange under filmen greb jeg mig selv i at tænke: Hvor meget kan ét menneske bære? For selvom Viktor ikke hører bomberne, ser og mærker han dem. Måske sætter de sig endda dybere, når lydene er fraværende, men konsekvenserne stadig ryster jorden under fødderne.
Når kameraet ryster og lys flimrer i frontlinjen, fornemmer man hans kamp for fokus – både i billedet og i sindet. Dette er ikke bare et kald. Det er en kamp for at bevare sig selv som menneske.
Lyddesignet af Peter Albrechtsen og Nicolas Becker er en præstation i sig selv. I stedet for at gengive krigens lyde, får vi dem som krop, som sitren, som bulder bag brystbenet. Det er lydens fravær, der gør den så tilstedeværende. Et auditivt landskab, der forvandler hørelse til følelse. Jeg glemte undervejs, at jeg ikke hørte noget – så mærkbar er filmens vibrerende intensitet.
En poetisk krigsfilm uden illusioner
‘Viktor’ er dokumentar, men med spillefilmens æstetik. Sort-hvid, roligt komponeret, langsomt rullende kamera og skarpt afgrænsede kontraster. Alligevel mister filmen aldrig grebet om virkeligheden. Den er forankret i et land i krig og i et menneske, der forsøger at finde mening i det meningsløse.
‘Viktor’ er en film, der larmer i stilhed. Og som bliver siddende i kroppen længe efter rulleteksterne
Værd at vide
Viktor
cphdox.dk