Det begyndte med ren volapyk

 ♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

Nord for København ligger det, der i dag kan kaldes for museumskomplekset Ordrupgaard. Og i 2018 rundede kunstmuseet sit hundrede års jubilæum. Dette jubilæum har museumsfolkene ikke tænkt sig at lade gå upåagtet hen. Sidste år udkom ‘Ordrupgaard. Et dansk herskabshjem’ og ‘Dansk kunst på Ordrupgaard’. Den nyeste bog om stedet har titlen: ‘Et museum bliver til – Ordrupgaard gennem hundrede år. En billedfortælling’.

Læs eller genlæs: Nye bøger om Ordrupgaard 

I denne anmeldelse ser jeg nærmere på det nye velillustrerede pragteksemplar af en kronologisk billedfortælling, der kan fungere både som gennemlæsnings materiale ved sommerhusets pejs, og som et opslagsværk i leksikaernes liga.

En flot billedfortælling

‘Et museum bliver til – Ordrupgaard gennem hundrede år. En billedfortælling’ er flot gennemarbejdet præsentation af Ordrupsgaads tilblivelse, liv, overlevelse, levned og ikke mindst forsøgsvise knopskydninger, der viste sig at skulle blive bæredygtige træer i succesens muld. Sine steder føler jeg mig hensat til familiealbummet, og andre gange føler jeg scrapbogens spænding dirrer i luften.

Informationsniveaet er højt og mestres til fulde af bogens hovedforfatter Dorthe Vangsgaard Nielsen, der ikke fremlægger en tør faktuel og livløs fortælling, men en farverig og spændende beretning om emnet. Medforfattere er Janus Weinreich Boss og Anne-Brigitte Fonsmark, hvor sidstnævnte kendes af mange som en handlekraftig Museumsdirektør for Ordrupgaard. Bogen er hjemmehørende under forlaget Strandberg Publishing, der er kendt for deres kompromisløse kvalitet i deres udgivelser og som holder i hånd lige fra projektstart og hele vejen til det færdige tryksværtduftende eksemplar hos boghandlerne.

Det er vigtigt at nævne, at selv om bogen fortjener en gennemlæsning fra forside til bagside, kan læseren måske fristes til at dykke ned i enkelte kapitler tid efter anden – denne mulighed har forfatterne givet rum for, da afsnittene ofte kan stå alene, og giver opsummerende forklaringer undervejs på, hvor vi befinder os på tidens strøm. Bogens forfattere har ramt en hårfin balance, hvor gentagelserne ikke er trættende, men supplerende og øger læseoplevelsen.

En rejse fra Volapyk til Etatsråd

Vi indleder naturligvis vores tidsrejse med grundlæggeren af Ordrupgaard, Etatsråd Wilhelm Hansen (1868-1936). Har taler vi om vest og lommeur, og en ildsjæl der med sin hustru Henny Hansen åbner Ordrupgaard for offentligheden den 14. september 1918.

Wilhelm er en herre der, også med nutidens SoMe målestok, må kaldes en tusindkunstner af rang i forretningsverden. Han arbejder med forsikringer og bliver senere en af hovedmændene i Hafnia. Ridderkorset ankommer i 1909. Og Wilhelm Hansen bliver Etatsråd (titel tildelt af Kongen og giver en plads i 3. rangklasse) i 1912 i en alder af blot 43 år, og er sidenhen arbejdende i en lang række bestyrelser.

Forud for disse skaktræk havde Wilhelm Hansen gjort sig i intet ringere end ren volapyk. For god ordens skyld må vi bemærke at volapük (som det oprindelig staves) faktisk er forløberen for verdenssproget esperanto og Wilhelm underviste i en ung alder unge fremsynede studenter der som supplement til studierne ville dygtiggøre deres færdigheder. Da der er tale om et vanskeligt sprogstudium i dette ”kommende verdenssprog” overrasker det ikke, at undervisningslokalet var fyldt med unge studiner.

Wilhelm Hansen har sikkert været venlig og flink over for alle elever som underviser, men hans venlighed og øjne falder hurtigt med et fast blik på den søde unge Henny og sammen falder de for hinanden. Deres romance og kærlighed er sobert og smukt beskrevet i bogen, og vi får endda lov til at læse deres kærestebreve. Deres livslange ægteskab blev en realitet, mens det opfundne sprog volapük, omkring år 1900 må vige pladsen for esperanto, men da er den driftige forsikringsmand på andre græsgange, selv om han indenfor volapük som tyveårig, kan skrive forfatter på CV’et idet han udgiver en ordbog og lærebog til sproget i 1887.

Kunsten kommer i fokus

I årtierne før 1918 har Wilhelm Hansen dyrket sin passion for god kunst, der blandt andet tæller Joakim Skovgaard og Theodor Philipsen og senere også den udenlandske impressionistiske malerkunst. Familiens herskabshjem i København kan ganske enkelt ikke rumme de mange indkøb af fornem kunst. Her kan bemærkes at Etatsråd Wilhelm brugte sin næse til at opsnuse, på det tidspunkt mindre kendte og billige kunstværker, der var indenfor pengepungens rækkevidde, men som hans så fremtidigt potentiale i, og næsen holdt ofte stik.

Herskabslejligheden udskiftes med et lille ”gods” på Vilvordevej som Hansen sætter en arkitekt til at tegne. Kravet er et herskabshjem med alt dertilhørende og samtidig udstillingssale, hvis formål er indlysende. På dette tidspunkt fandtes kun Glyptoteket og Hirschsprungske Samling udover Kunstmuseet (det senere SMK).

Læs eller genlæs: Den Hirschsprungske Samling

Altså var Wilhelm Hansen foregangsmand for alle de andre store privatejede institutioner vi kender i dag. Louisiana kommer eksempelvis på banen så sent som i 1958. Bogen indeholder spændende baggrundsoplysninger om, hvordan der mellem disse museer har været konkurrence, men også gensidig inspiration, tolerance og samarbejde på godt og ondt.

Kriser, opture, nedture, genskabelse og nytænkning

Allerede få år efter af Kunstmuseet Ordrupgaard ser dagens lys, stikker slangen i paradis hovedet frem. I 1922 krakker Landmandsbanken, hvor Wilhelm Hansen sidder i bestyrelsen. En række folk dømmes som ansvarlige for en regnskabsslendrian, som altså også Wilhelm Hansen har siddet overhørig. Han bliver bedt om at rejse et stort beløb, for at blive den gæld og skyld man tilskriver ham, kvit, men slipper for dom. Wilhelm Hansen betaler med keen indsats rub og stub tilbage, men på bekostning af en række kendte værker der må sælges, og forlade landet og forsvinde i favnen på glubske udenlandske købere. Når en mand falder er det for at rejse sig op igen, og frem til sin død (1936) lykkes det Hansen at genskabe den værdifulde samling omend med visse forandringer.

Sådan guides vi gennem bogen ‘Et museum bliver til – Ordrupgaard gennem hundrede år. En billedfortælling’. Skiftende opture og nedture bliver benyttet som afsæt og trædesten for museets videre udvikling. Vi får blandt andet også indblik i hvordan Ordrupgaard i nyere tid har haft held med at markedsføre vores mørke kunstner fra Strandgade 30 på Christianshavn, nemlig Vilhelm Hammershøi på de store kunstscener verden rundt.

Lyt eller genlyt: ‘Hjemme hos Hammershøi’ 

Bogen er farverig, hudløs ærlig og med spændende insiderviden på bordet, der fra det retrospektive trækker paralleller op til vores tidsalder. Vi vises vej fra dengang hvor græsset i parken nærmest ikke måtte betrædes, til nutidens grønsvær med picnicvenlighed og udendørs legearealer til børn – og for de lidt større og dem der tør – vandretur i 15 meters højde i en kunstinstallation lavet af Bambus.

I dette år bygger Ordrupgaard om og kan genbesøges i 2020. Imens kan vi ønske god læselyst.

Værd at vide

264 sider, rigt illustreret
Pris: 299,95 kr.

ordrupgaard.dk
strandbergpublishing.dk

---

Indlægget er skrevet af gæsteskribent: Jesper B. Hillestrøm. Skribent, Forfatter & Foredragsholder.
Se hans andre indlæg på kulturformidleren.dk her