Casiokids – et strejf af sommer

Det er koldt udenfor, sneen daler og knirker uden fødderne, da jeg bevæger mig mod Studenterhuset. Udenfor står som vanligt rygerne, og de som skal have den sidste dåsebajer, inden de træder indenfor. De fryser om fingrene og tænderne klaprer. Vi er i kun november, og dette bliver en lang vinter.

Følelsen af sommer

I salen er en stor del af publikum preps. Et spøgelse kommer ind på scenen, det vil sige en mand, der er iklædt et hvidt lagen og siger “uhhhhhh”. Han løber et par gange rundt og forsvinder så igen. Og et par minutter efter kommer de fem fra Casiokids daskende ind på scenen, som var det på en sommer musikfestival. Alle er de iført skjorter, som hænger ud over bukserne. Har fedtet hår og ser lettere udmagrede ud, så man skulle tro, at de har levet af campingkost de sidste 14 dage. De gør sig klar ved instrumenterne: Trommer, congas, koklokker, bas, guitar og casio-keyboards.

Tomgang

Og da musikken begynder at spille fortsætter sommerstemningen, idet Casiokids ikke lægger hårdt ud med korte og stramt udførte techno numre, men i stedet jammer løs, og kærligheden til verdensmusikken især afrikansk fornemmes klart. Det er glæde-smittende, behageligt swingende og fanger publikum. Der er grønt lys i alle led, som et af bandets numre hedder.

På scenen byttes der demokratisk rundt på instrumenterne, og de som synger for laver gestus i takt til melodierne, mens de  kigger drømmende mod loftet. Men det virker, som om de spiller hver for sig, og kontakten til publikum mangler. Der er ingen fællessang (som det bør forventes at et legesygt party band), numrene har ikke nogle catchy refræn, som publikum kan synge med på, og lyden fra mikrofonerne er (sikkert pga. teknikken) ulden. Efter tre numre begynder det at blive ensformigt.

Festen begynder

Heldigvis sker der efter seks numre et skift, da Casiokids spiller Finn bikkjen, det er et herligt og medrivende nummer, som salen kan synge med på ?Finn bikkjen du er min allerbedste ven…Chokolade, guldfisk og skildpadde?. Nummeret rammer perfekt Casiokids barnlige-, drømmende- og ?glad i låget? univers. Ideen med musikken forstås og giver en lyst til igen at være ti år og hoppe rundt i en trampolin.

Derefter bliver det annonceret, at sidste nummer spilles, hvilket er Fot i Hose. Det er nærmest et paradoksalt bagdelssvingende nummer, der kan sammenlignes med de bedste housenumre fra midthalvfemsernes Superdiscount og Future Sound off Paris compilations. ?Teltet? løfter sig og publikum hopper i jubel. Kontakten er der pludselig. Guitaristen springer ned fra scenen og spiller blandt publikum, bandet får alle til at skrige på kommando, og nummeret ?køres så langt ud” som det er muligt.

Ikke mere end to!

Fot i Hose bliver det sidste nummer og straks efter sidste trommeslag, strømmer Paul Simons You can call me Al ud af højtalerne: ?If you be my bodyguard?. At Casiokids ikke spiller ekstra numre er velvalgt, dersom Finn bikkjen og Fot i Hose er Casiokids absolut bedste.

Det var en kort og glad koncert med et band, som desværre nok ikke har så meget mere at give af, men det var et strejf af sommer i en kold tid. Tænk at det skulle komme fra Norge.

Værd at vide

Hjemmeside: facebook.com/Casiokids