De Befriede på Republique

TYSKLAND på Nationalmuseet

♥︎♥︎♥︎♥︎

Mønter og porcelæn i montre

Britisk Museum har undervejs i deres brexit sat en udstilling sammen om deres store nabo Tyskland. Udstillingen har været vist i London, og derefter var den forrige år i Berlin, hvor den gik under navnet “The British View: Germany – Memories of a Nation”.

Udstillingen er meget traditionel, kronologisk og meget britisk. Vi tages med på en rejse fra Romerrigets nordlige del blev mere og mere germansk og frem til Folkevognstiden og Berlinmuren. Bauhaus og Goethe vises opmærksomhed, mens mønter og porcelæn også indtager en fremtrædende plads. En udklipsbog for børn med Hitler og krigsmaskinen som hovedtema bliver fremvist, og jødernes historie i det tyske rige har også sin plads.

Læs eller genlæs: ALLTAG in der DDR. Østtyskland på museum

I alt bliver 123 nummererede genstande vist frem, og et katalog følger med, så man kan orientere sig om hver genstand. Det fungerer godt med dette lille ritter-sport kvadratiske katalog, hvor alle hver især kan læse teksterne i stedet for at skulle stå på ryggen af hinanden og trykke næsen flad mod montreruden. Hvad der derimod ikke fungerer er, at Egmonthallen holdes i det dunkle – sikkert grundet visse kunstværkers lysfølsomhed, og derved umuliggøres det til tider at kunne have glæde af teksterne i det ellers så informative katalog. Måske burde der opsættes en læselampe eller to sine steder.

Forskellige temaer

Tyskland er ikke bare det landområde, vi kender i dag. På lige fod med Danmark, der engang talte både Sverige og Norge plus det løse, har vores store sydlige nabo gennem århundrederne flyttet på sine grænser – her behøver vi blot at skrive årstallet 1864, og så ved vi godt, hvad det handler om. Derfor er et af udstillingens hovedtemaer ‘Flydende Grænser’, hvor vi naturligvis ikke snydes for et stykke Berlinmur, med fokus på genforeningen i 1990. Vi finder også valuta i form af mønter, hvoraf flere bærer Tetragrammatonet, som mange kender fra Christians firtals Rundetårn og Hebræermønter – de ‘fire ord/bogstaver’ på hebraisk, der læses bagfra og som udgør Guds navn JHWH.

I ‘Kejserrige og Nation’ overraskes man over mangfoldigheden af fyrstedømmer og selvstændige enklaver, der er udløbere af Romerrigets nordlige Germania, og som senere i dag er kendt som vældige tyske delstater i Europas hjerte. Der er en del fokus på Luther i dette tema, og vi ser således en ægte Lutherbibel fra 1541, hvor han selv har skrevet det første vers i Salme 23 – ”Der Herr ist mein Hirt mir wird nichts mangeln”. Denne bibeloversættelse udmærker sig ved, at Luther forener den lærde klasses højtudviklede tyske sprog med latinske rødder, og så den menige befolknings jævne tyske sprog. Derfor siges det, at denne Lutherbibel er basis for det moderne sprog, vi i dag kender som tysk.

‘Made in Germany’ viser os forløbere for den industri vi kender fra Tyskland. Igen kommer en bibel i spil, nemlig guldsmeden Johannes Gutenberg’s første trykte Lutherbibel fra 1455. Gutenberg kan dog ikke tilskrives at være ene ophavsmand til bogtrykkerkunsten, da Kina og Korea havde eksperimenteret med genren flere hundrede år før Gutenberg, men han er dog den første, der sætter det i system og industrielt får produceret Bibelen. I dag er der 48 bevarede eksemplarer tilbage af Gutenberg’s Bibel og du kan altså se et af dem på Nationalmuseet.

Alle lande har en erindringshistorik, de kan være stolte af, og en erindringshistorik de skammer sig over. I ‘Krise og Erindring’ finder vi en kopi af jernporten til koncentrationslejren Buchenwald, der lå i nærheden af Weimar. Buchenwald var en af de største lejre på tysk grund og var allerede funktionsdygtig fra 1937. Jøder, politiske fanger, homoseksuelle og Jehovas Vidner så deres skæbne i øjnene her. Sidstnævnte gruppe kunne gå fri ved at underskrive en formular, der undsagde troen, men nægtede at gøre det. Dette faktum, at troen hos visse grupper er så stærk, at trængsler, ja selv døden ikke kunne overbevise individet om at afgive en underskrift på et papir, der bar hagekorset, har forskere og historikere med glubende appetit studeret med ærefrygt, ikke bare i årtierne der fulgte, men fænomenet granskes stadig den dag i dag.

Læs eller genlæs: Sachsenhausen

Tysklandsudstillingen slutter ikke overraskende af med temaet: ‘At se sig tilbage, mens man bevæger sig fremad’. Den kolde krig gik på pension i 1989. Allerede i 70’erne lavede Vesttyskland en velkomstpakke bestående af en kontant godtgørelse på 100 D-Mark, der kunne bringe en legal eller illegal flygtning på ret kurs, så der var til offentlig transport til jobcentret, boligkontoret og de første dages fornødenheder i det forjættede Vesten.

Afsluttende kommentar og eftertanke

Britisk Museum er bestemt i superligaen inden for formidling, men måske er vi blevet forvænte med interaktive udstillinger i Danmark.

Jeg savnede en faksimile af en Gutenberg Bibel, man kunne bladre i og føle på. Jeg savnede et stykke rekonstrueret berlinmur i naturlig størrelse – på en ti meters penge, man kunne se fra både øst og vest, og som man måske kunne gå oppe på og føle glædesrusen fra 9. november 1989. Når man kiggede til den ene side, ville man med projektorer på Egmonthallens vægge kunne se Vestberlin og på den anden side Østberlin, og man ville måske blive udstyret med en champagneflaske i skumgummi, man kunne vifte med til fotografen. Jeg savnede indbegrebet af hippietidens foretrukne transportmiddel nemlig ‘folkevogns rugbrødet’, med studentermedhjælpere klædt ud som hippier med flowerpower, blomsterkrans, guitar og ‘love and peace’ – eller måske kunne man selv tage udklædningstøj på og være hippie for fotografen. Eller hvor blev den hjemmelavede gondol af som familierne Strelzyk og Wetzel med succes anvendte, da de flygtede til Vesten. Jeg ville sidde i den rekonstruerede gondol og læse om, hvor lang tid de fløj med deres luftballon. Jeg ville læse om, hvor højt de i alt 8 personer kom op i luften og hvor koldt det var.

Læs eller genlæs: Flugten fra Østtyskland

At komme genstande i montre med glas og alarmer, er sikkert meget engelsk, men heller ikke særligt børnevenligt – her skal man tage børnene med nedenunder i ‘Børnenes Museum’ og se det som vores Nationalmuseum også kan, og tro mig det er fantastisk spændende og informativt også for voksne – og her kan du prøve tingene og intet er spærret inde bag glas. I ‘Børnenes Museum’ deltager du selv!

Nationalmuseets udstilling ‘Tyskland’ vinder dog ved, at der er et righoldigt katalog med et program, der over de kommende måneder siger spar to! Hold godt øje med foredrag, debatter, filmvisninger og tyske pølser. Og der er alt lige fra DDR eksperten Torben Steno til vores danske Dorthe Kollo der skabte sig en lang tysk sangkarriere.

Værd at vide

Udstillingen kan opleves t.o.m. 1. marts 2020

natmus.dk

Foto: John Lee, Nationalmuseet.


Indlægget er skrevet af gæsteskribent: Jesper B. Hillestrøm. Skribent, Forfatter & Foredragsholder.

Se hans andre indlæg på kulturformidleren.dk her…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De Befriede på Republique